Prolog

Legemet svæver frit i rummet.

Klædt i sort, stille og fredfyldt. Som om det er vederkvægende at finde hvile i denne smukke foyer, hvor loftet højt oppe danner en hvælving af glas, der gavmildt lader himmelens lys strømme ind.

Havde den døde dog blot fået chancen for at se, hvor prægtigt dette rum er. Hørt den svage rislen fra fontænen. Set lyset brydes gennem glaskuplen.

Men i døden såvel som i livet blev dette hende ikke forundt.

Løkken ligger stramt om hendes hals. Det blå nylonreb tegner en skarp linje, der ender i solide knuder om gelænderet i balkonens balustrade.

Endnu er liget så friskt, at det ikke er begyndt at lugte for alvor. Endnu har forrådnelsesprocessen ikke taget fat.

Dette scenarie er gennemtænkt.

Ikke alene er rebet stærkt, det er også rigeligt langt, således at ligets fødder vil være mindre end en meter over hovedet på hvem, der end måtte passere forbi nedenunder. Hvem der end måtte træde hen over det blanke marmorgulv i hotelfoyeren med den ærbødighed, så smukt et gulv fortjener.

Afsløringen er tiltænkt at finde sted i morgen. Som et budskab til de mange, der lader sig bedrage.

Mundus vult decipi.

Kapitel 1

”Kære Beate, du skal vide, jeg er meget glad for at have dig tilbage!”

Chefredaktørens utåleligt empatiske blik hviler på hende.          Det er ikke hans skyld, at hun føler sig dårligt tilpas. Selvfølgelig er det ikke det.

Ikke desto mindre mærker hun en ubændig trang til at række tunge ad ham, men lader denne gestus vige for et imødekommende smil.

Hun kan jo godt lide ham. Også selv om han af og til virker lidt akavet. Allerede da hun som nyudklækket journalist traf ham for første gang, blev hun distraheret af hans fremtoning. Og så det navn. Torsten Hannibal Olsen! Forældrene må da have haft en overordentlig dårlig dag, da den lille purk skulle navngives. Første gang hun hørte hans fulde navn, mindedes hun titlen på en børnebog fra reolen i hendes farmors hjem. Om drengen Anton Hannibal Olsen, der ikke ville gå i skole. Ustandselig fandt han på udflugter, og forudsigeligt nok blev det hans sølle skæbne at sidde på skolebænken som granvoksen mand blandt små drenge og piger med årvågne øjne og æblekinder. Der sad han så ved pulten, den store mand, med de lange ben strakt frem foran sig. Duknakket og ynkelig.

Om Torsten Hannibal Olsens forældre i sin tid havde haft noget kendskab til samme børnebog, anede hun ikke. Det måtte man næsten ikke håbe.

Men det faktum, at chefredaktøren, hvis navn klinger som navnet på børnebogens hovedperson, også er en temmelig høj mand, hvis ben har svært ved at finde plads under skrivebordet, har ofte hindret hende i at abstrahere fra associationen til den enkle stregtegning af den voksne mand på skolebænken.

I dag er ingen undtagelse.

Traditionen tro rager hans lange ben et godt stykke frem foran skrivebordet, hvor de ender i et par brune Lloyd i størrelse 47 med let ramponerede snuder. Fødderne synes ikke at kunne finde hvile, snart bliver de anbragt på kryds, snart i hver sit hjørne.

Herregud, han er jo mindst lige så nervøs som hun.

Han rømmer sig.

”Ja, Beate, som sagt …”

”Det er da også rigtig rart at være tilbage!” udbryder hun spontant, også til overraskelse for sig selv.

Hun ser, hvordan hans skuldre vender tilbage til normal position, inden han fortsætter:

”Ja, vi skal jo finde en plads til dig. Noget, der ikke er alt for krævende, her i starten.”

Hun forsøger at ignorere den begyndende uro i maven. Nu bare være positiv, tænker hun. Vise velvilje og gåpåmod. Det er trods alt svære tider, også i nyhedsbranchen. Og hvad Torsken end har fundet på for at give hende en blid start, så kan det vel overleves …

”Jeg ved jo, du har været en hel del igennem. Ja, det ved vi jo alle … her. Selv om … ja, du ved, du altid kan regne med min fortrolighed. Du skal vide, at jeg … ja, jeg forstår.”

                Hvad?

Beate mærker paraderne rejse sig.

                Du bilder dig selv ind, at du forstår, fordi det er det, du ønsker at tro, tænker hun. I virkeligheden forstår du ikke så meget som en fucking brøkdel af det hele! Det eneste, du kan, er at danne dig et forvrænget billede bygget på vor tids snæversynede normer.

Hun ved godt, at det ikke er rimeligt at slå sin gode, gamle chef i hartkorn med den store hob. Egentlig har han vel nærmest fortjent en medalje for at have tilbudt hende at vende tilbage.

For halvandet år siden kunne hun ikke se, hvor destruktiv hendes adfærd var. I dag er hun sig pinagtigt bevidst om, at han ikke kunne gøre andet end at afskedige hende.

Hun har været helt nede at skrabe bunden. Det har været en hård kamp at se dæmonerne i øjnene. En kamp, der på ingen måde er forbi, selv om hun har taget en beslutning om at vende tilbage til livet.

Torsten rømmer sig endnu en gang.

”Så, altså Beate … tiden er kommet til at trække en streg i sandet … starte på en frisk, som man siger.”

Hun nikker.

                ”Ja, vi søsatte jo et projekt for nogle år siden. Måske husker du det. Ja, det var jo, før du … altså, jeg tænker på vort weekendtillæg Sundhed og Livsstil.”

                Hvad snakker han om?

”Malene har ikke noget imod at prøve kræfter med kriminalstoffet,” fortsætter han. ”Hun mener nok, hun har det overskud, der skal til. Så derfor er mit forslag – ja, det er faktisk allerede arrangeret – at I to bytter plads, for … ja, hvad skal vi sige? Seks måneder indtil videre?”

                SEKS MÅNEDER!

Hun kunne have råbt ordene lige i hovedet på ham. Men det gør hun ikke. I stedet bliver de hængende inden i, hvor de runger og giver genlyd i hendes hoved.

                Hvad er det, han siger?

Har han deporteret hende til en eller anden ubetydelig afdeling – og givet hendes job til en dum lille gås, der dårligt er tør bag ørerne? Det kan umuligt være sandt.

                Fuck dig, Torsten! Og så Malene!

Han kan umuligt have bemærket hendes ansigtsudtryk, for han kværner videre om det fantastiske i denne ordning, sandsynligvis båret på en bølge af glæde og forundring over, at hun hverken har råbt eller skældt ud. Taler om ro og forudsigelighed, om frihed fra deadlines og skæve arbejdstider.

”Jamen, så er det en aftale,” slutter han.

Som en forretningsmand, der har fået en indbringende aftale i hus, sætter han begge sine store labber på bordpladen og rejser sig i sin fulde højde.

”Jamen, så ses vi mandag klokken ni. Vel mødt. Vi glæder os.”

Hun tager mekanisk mod hånden, der rækkes mod hende. Formår lige at præstere et skævt smil.

Desværre må hun gennem kriminalredaktionen på sin vej ud.

”Nåh, hvad så?” siger kollegaen Stefan, da hun haster forbi hans plads, opsat på ikke at hilse på nogen.

Desværre når han at gribe hende i armen.

”Hey, lige et øjeblik, Søster Lystig. Hvad har du så travlt efter?”

”Jeg skal hjem.”

”Jo jo. Men du har vel tid til at hilse. Nå, hvordan gik mødet med Torsken? Ses vi på mandag?”

Hun bliver modvilligt stående.

”Måske. Jeg ved det ikke.”

”Hvad vil det sige?”

”Jeg skal ikke arbejde med kriminalstof.”

”Nå. Hvad skal du så?”

”Jeg skal skrive om helsekost og mental balance.”

Stefan ligner et stort spørgsmålstegn. Beate løfter afværgende hånden og er ganske kort efter ude af døren

Hun cykler ad Vesterbrogade, over Frederiksberg og videre ad Peter Bangs vej mod Damhussøen. Skyder en god fart for at få has på sine kaotiske følelser.

Der er ikke meget ved at overhale ældre herrer, der sidder tilbagelænet på gode, robuste Raleighcykler og bevæger sig adstadigt fremad. Sædvanligvis finder hun større glæde i at sno sig behændigt ud og ind mellem jævnbyrdige cyklister, råbe ad sagesløse medtrafikanter og give irriterende bilister fuck-fingeren. Lige nu er der ikke megen trafik, men det gør ikke så meget. Lige nu vil hun bare gerne hjem så hurtigt som muligt.

Efter at have passeret det store kryds neden for bakken lader hun cyklen rulle ind på stien ved Damhussøen, hvor det lysegrønne løv breder sig frodigt ind over stien og gør passagen trang. Herinde får sjælen en smule mere ro, mens tårerne tørrer ind på kinderne.

Det eneste, der forstyrrer freden, er, når en af disse emsige løbere – tidens sundhedsidioter – kommer spænende i modsat retning, midt på stien naturligvis, med løftet hage og musik i ørerne uden på nogen måde at gøre mine til at trække ind til siden. Somme tider kommer de oven i købet to og to. Småsludrer, mens de løber. Selvhøjtidelige som bare fanden. En sådan adfærd kalder på det provokerende barn i Beate og får hende til stædigt at holde cyklen midt på stien, indtil staklerne til sidst indser, at de må vige pladsen.

Efter at have rundet søen kører hun ind på stien, der løber langs engen. Inden længe vil hendes lille etværelses lejlighed tage kærligt imod og favne hende, så hun omsider kan være helt sig selv.