Projektlederen manøvrerer behændigt den store Audi gennem landevejens mange sving uden at spekulere på fartbegrænsningen. Selvfølgelig skæver hun af og til hen på speedometeret, men hvad betyder det, om hun kører lidt for stærkt? Hun har jo omtrent landevejen for sig selv.

Glæden ved livet bobler indeni.

Efter lang tid med hårdt arbejde har hun omsider nået et mål, hun virkelig kan være stolt af.

Et helt nyt og banebrydende behandlingssted står over for indvielse og opstart. Og det er hende, Inge Merethe Andersen, der står i spidsen for det.

For år tilbage udskrev Sundhedsstyrelsen en konkurrence, der havde til formål at finde det bedste forslag til fremtidens behandling af lettere psykiske lidelser.

Inge Merethe havde på det tidspunkt lige afsluttet sin sygeplejevidenskabelige efteruddannelse med topkarakterer og sad i en helt ny stilling som kvalitetsudvikler for Østregionens Psykiatri. At Sundhedsstyrelsens konkurrence omhandlede netop det emne, hun havde beskæftiget sig med i sin afsluttende opgave, kom som en gave fra himmelen. Naturligvis blev hun da også valgt ind i Østregionens projektgruppe. Hun kastede alle kræfter i dette arbejde og var bristefærdig af stolthed, da gruppens sejr var en realitet.

At hun blev valgt til at stå i spidsen for projektet kunne kun siges at være velfortjent.

I dag er der kun én sky på hendes himmel, nemlig navnet på projektets lægefaglige konsulent.

Psykiateren Daniella Damsager Wiett anses for en stor kapacitet på sit felt og er især kendt for sin viljefaste autoritet. En autoritet, Inge Merethe personligt har stiftet bekendtskab med, da hun som nyuddannet sygeplejerske arbejdede på en afdeling, hvor Daniella var overlæge. Allerede dengang havde hun et væld af ideer til, hvordan behandlingen kunne blive bedre. Og hun ville så forfærdeligt gerne præsentere og drøfte sine ideer med andre fagfolk. Men det syntes overlægen absolut ikke om.

Inge Merethe er dog fuld af fortrøstning denne dag. Alting er helt anderledes nu. Dengang var hun blot en simpel sygeplejerske, nu er hun projektleder, og Daniella har status som konsulent.

Navnet Hotel Momenta er hendes ide – en sammentrækning af ordene Modern Mental Adjustment – ord, der i al deres enkelhed netop rammer sagens kerne.

Endnu ved hun intet om, hvad der venter lige om hjørnet. Som hun sidder her bag rattet i den ny bil, tegner fremtiden sig lys og lykkelig. I morgen skal indvielsen af Hotel Momenta finde sted ved en festlig ceremoni.

Det bliver en stor dag. Hendes dag.

I morgen klokken tretten vil hotellets foyer fyldes af festklædte mennesker.

Når menneskemængden er samlet, vil hun træde frem og tage plads på talerstolen, hvorfra hun vil byde velkommen. Hun vil holde sin tale om alle de muligheder, der ligger i fremtidens behandling af lette angst- og depressionstilstande.

Det er en smuk tale.

Den er skrevet af hendes sekretær, Hanne-Vibeke, der samtidig er hendes kusine. Denne har en særlig evne for at sammensætte ord, så talen kommer til at virke fantastisk og røre tilhørerne på en helt speciel måde.

Mange har undret sig over hendes valg af sekretær. Kusinen er et ængsteligt gemyt, der i mange sammenhænge fremstår usikker og næsten kejtet. Men hun har trods sine vanskeligheder nogle kompetencer, der bestemt kan blive gavnlige, så Inge Merethe har ignoreret kritikken.

Hun skruer op for radioen og nynner med på de populære hits, der strømmer ud fra højttalere både foran og bagved i bilen. Oplever, hvordan musikken taler til hende, som var sangen med opfordring til altid at følge sine inderste drømme skrevet direkte til hende.

Da hun er fremme ved foden af bakken, hvor hotellet knejser på toppen, drejer hun skarpt til højre og lader bilen trille lige så stille op ad Kastanjealleen. De gamle træers tætte kroner synes at samle sig til en æresport, der leder hende op mod bygningen. Sollyset glitrer og får Hotel Momenta til at præsentere sig fra sin bedste side.

Højdedraget Klosterbakken har sit navn fra den sene middelalder. Dengang dannede det smukke landskab baggrund for et kloster for brødre af Benediktinerordenen. Munkene levede deres afsondrede og ydmyge tilværelse efter budskabet ora et labora – bed og arbejd. Den gamle klosterkirke øverst på bakken er endnu ganske velbevaret. Nu ses den blot ikke længere nede fra landevejen, men ligger ydmygt i skjul bag den moderne hotelbygning.

Klosterbakken er også navnet på den institution, der blev opført på denne lokalitet i slutningen af 1960´erne i en tid, hvor begrebet psykiatrisk plejehjem var både brugt og accepteret. Institutionen rummede dengang 150 plejeboliger for mennesker med kroniske sindslidelser, der ikke kunne bo og fungere i det almindelige samfund. Meget har ændret sig siden da, og institutionen har gennem de senere år været under afvikling. Dog huser to af de seks gule bygninger stadig en lille gruppe mennesker, man ikke har kunnet finde plads til andre steder.

En af Klosterbakkens beboere er Ole-Henrik Brandt. Med diagnosen kronisk skizofreni stillet da han var ganske ung, har han tilbragt størstedelen af sit liv på institution. De sidste 25 år har denne fredelige plet på Midtsjælland dannet rammerne om hans tilbagetrukne tilværelse.

Hans passion er en gammel grøn Puch Maxi, der takket være en gudbenådet mekanisk formåen kører upåklageligt. Han bruger mange timer på at skille knallerten ad for så at samle den igen. Ofte får han reservedele til spotpris nede hos den lokale skrothandler.

Han er netop vendt tilbage fra en af sine mange daglige køreture, da Audien svinger ind på forpladsen, hvor Inge Merethe parkerer den skødesløst foran Hotel Momentas hovedindgang. Lyden af de hvinende dæk får Ole-Henrik til at se op fra cykelskurets lås. Styrthjelmen sidder stadig på hans hoved og presser hans hår ned over øjnene, så han må lægge nakken tilbage for rigtigt at kunne se den funklende sorte bil.

Der er ikke megen afstand mellem boinstitutionen og det nye hotel. Derfor er der også kun nogle få meter mellem ham og den elegante dame, da hun stiger ud af bilen. I en brøkdel af et sekund ser de to hinanden i øjnene, den succesfulde projektleder og manden med den kroniske sindslidelse.

Så tager Inge Merethe blikket til sig.

Ole-Henrik hiver styrthjelmen af, så halvlange, sorte tjavser står viltert omkring hans hoved. Han vil gerne have meget hår og kompenserer for den stadigt højere pande ved at lade resten af håret gro, som det vil. Hver aften smører han omhyggeligt et middel til forebyggelse af hårtab ind over issen og ned i panden, før han lægger sig til at sove. Det er hans mor, der har købt det temmelig kostbare middel i en postordrebutik. Ole-Henrik er enebarn, og han og hans mor er tæt knyttet til hinanden.

Han står og betragter den nyankomne. Han synes, hun er lige så pæn som de damer, der er billeder af i de kulørte blade, hans mor elsker at kigge i. Det lange, lyse hår er samlet med et spænde i nakken. Hun er klædt i jakke og smal nederdel. Nylonstrømper og højhælede sko. Og så har hun rød læbestift på.

Uvilkårligt går han et par skridt nærmere.

Inge Merethe tager et fastere greb i sin taske og går hastigt frem mod hovedindgangens dobbelte glasdøre. Hun taster en kode ind på de små knapper på en blank metalplade, der er monteret på den hvide, pudsede væg.

Udover mekanik har Ole-Henrik en anden passion. Noget, han altid har haft et særligt anlæg for. Allerede i sin skoletid var han mere end almindeligt god til at lære udenad. Tabeller, remser, al den slags klæbede sig til hans hjerne. Som han står her, drages hans øjne uvilkårligt af den pæne dames velplejede fingre på de blanke taster.

”Op – hen – hen – ned – til højre og hen.”

Han gentager remsen for sig selv et par gange.

”Pærelet,” mumler han hen for sig. ”Så let som at klø sig i nakken!”

Så griner han. En kort, gnæggende latter.