Inge Merethe nyder den svage hvislen af glasdørene, der glider i bag hende. Hun mødes af skønhed og glemmer galningen uden for.

Hotellets foyer er stor og lys, alt herinde er nøje gennemtænkt, for at omgivelserne skal byde såvel hotel-gæster som andre besøgende velkommen og få dem til at føle sig godt tilpas. Det store rum er udformet som en atriumgård med søjlegange, stilren med enkle linjer og skulpturel vandkunst i midten. Foyeren løber i begge bygningens etager, og loftet dannes af en smuk glaskuppel, gennem hvilken lyset brydes smukt mod det blanke marmorgulv. En balkon med balustrade i hvidlakeret stål følger foyerens førstesal hele vejen rundt.

Hun er taget hertil i aften, fordi hun har brug for at sikre sig, at alting er, som det skal være på trods af diffuse trusler, hun har modtaget den senere tid. Hun har ikke vovet at tale med nogen om det. Man kunne få den ide, at hun var ved at miste grebet. At de seneste måneders arbejdspres har ført til et vanvittigt tankespind. Desuden er der ting, hun så afgjort foretrækker at holde for sig selv. Problemer er dukket op i forbindelse med projektet. Hun har været nødsaget til at tage metoder i brug, hun helst havde undgået. Men det kunne ikke være anderledes.

Da hun har taget ti-tolv energiske skridt ind over det blanke marmorgulv og er næsten fremme ved fontænen i rummets midte, standser hun brat op og står stille, grebet af en ækel fornemmelse.

Alt er ikke, som det skal være.

Hun mærker en iskold knugen i maven, benene bliver pludselig tunge, og hun føler sig naglet til stedet. End ikke hovedet kan hun bevæge.

Hun vil ikke bevæge det, ikke dreje nakken, kun stå her og se lige frem, mens hun forsøger at bekæmpe angsten for opfyldelsen af en profeti.

Nu, hvor lyden af hendes skridt er forstummet, er den rislende lyd af fontænens vand ganske tydelig. Men den er på ingen måde beroligende, snarere ildevarslende.

Et dødt menneske røber selvsagt ikke sin tilstedeværelse med nogen form for lyd.

Ej heller kan Inge Merethe have mærket nogen berøring. De små, sokkeklædte fødder har ikke kunnet strejfe hendes hår, da hun passerede under det hængte legeme. Dertil er rebet for kort.

Pludselig fortæller en høj, skarp lyd, at en sms tikker ind på hendes telefon.

Febrilsk roder hun rundt i tasken mellem alle de ting, hun har for vane at slæbe rundt på. Bander sig selv og sit roderi langt væk. Mobilen skal være der, hun ved, den er der, hun har jo lige hørt den. Resolut sætter hun sig til sidst ned på hug og tømmer indholdet af den overfyldte Alexander Wang-taske ud på gulvet. Tingene spredes ud over det blanke marmor. Makeup og mønter triller i alle retninger. Hektisk giver hun sig til at samle op.

Hun ligger på knæ på det hårde gulv, da hun omsider finder sin mobiltelefon. Displayet viser blot tre små ord:

                ”Jeg ser dig.”

                Afsenderen er anonym.

                Det løber hende koldt ned ad ryggen. Stjålent kaster hun blikke omkring sig, samtidig med at hun med rystende fingre sletter beskeden.

Hun forsøger at genfinde sit tidligere mod. Hvorfor lade sig skræmme? Sms´en må være en ondsindet spøg. Ligesom alt det andet.

Da hun atter er kommet på benene, ser hun ned ad sig selv og retter på tøjet. Løfter hovedet og ser sig omkring, sådan som man gør, hvis man snubler og falder på offentlig gade.

”Tosse,” siger hun højt til sig selv. Stemmen dirrer en lille smule, næppe mærkbart, men alligevel nok til at få hende til at gentage ordet for at få det til at lyde klart og overbevisende.

Det lille ord gør det næsten ud for et mantra.

Men virkningen varer ikke ved. Den knugende angst kommer igen.

Her er nogen.

Hun tager en dyb indånding og overvinder sig selv. Langsomt drejer hun kroppen, så hun kommer til at stå med front mod hovedindgangen. Løfter hovedet og ser op mod balkonen.

Ser det sortklædte legeme, der hænger der som en grim, skæmmende plet på skønheden i dette smukke rum.

En sætning dukker op i hendes tanker; et brudstykke af en tekst, hun ikke ønsker at huske.

 

Vogt dig, thi jeg vil fortælle verden, hvem du er …

Du falskhedens engel!

 

Hun lukker øjnene hårdt i for at åbne dem igen. En gang, flere gange … håber desperat på, at det, hun ser, må være en hallucination, der snart vil opløses. En spejling af det mareridt, der har plaget hende de seneste måneder, når hun endelig er faldet i søvn efter at have ligget vågen time efter time og spekuleret.

Men lige meget, hvordan hun bærer sig ad, kan hun ikke få billedet til at forsvinde fra sit synsfelt.

Hun står som naglet til gulvet og betragter det makabre syn.