Beate Sejer Larsson

Beate Sejer Larsson er hovedpersonen i min krimiserie. Bind 1, KADAVERET PÅ KLOSTERBAKKEN er udgivet i 2016. Bind 2, FREMMED FJENDE er i skrivende stund under udarbejdelse.

Beate er først i fyrrene, journalist, helt sin egen og fandens irriterende. Hun er en inkarneret enspænder, der foretrækker at gå sine egne veje, hvorfor hun ikke sjældent kommer på kant med omverdenen. Beate ynder at gemme sin komplicerede sjæl bag et panser, få får lov til at trænge igennem.

Beate Sejer Larsson er den hovedperson, jeg lever side om side med i mit forfatter-univers.. Hun er den person, jeg ønsker at dele med læseren.

Nedenstående er en beskrivelse af Beate i spontane, fragmenterede vendinger; en anden måde at beskrive en person, fremfor at benytte en opremsning af konkrete fakta og karakteregenskaber. Den tegner naturligvis ikke et fuldstændigt billede, men giver måske et anderledes og dybere indtryk.

(selv)portræt med udgangspunkt i hovedpersonen Beate Sejer Larsson i krimiserie KADAVERET PÅ KLOSTERBAKKEN og FREMMED FJENDE.

Jeg hader mennesker – i mit næste liv vil jeg være brændenælde i en nudistlejr. Jeg er journalist. Det duer ikke. Nogen vil mene, jeg er pisseirriterende. Egenrådig. Jeg er 41 år gammel. Min mor synes, det med journalist var et meget dårligt valg. For sådan en som mig. Jeg blev fyret fra Dagbladet. Jeg hader selvfede typer. Jeg bor i en etværelses lejlighed i Rødovre. Jeg har boet der før. Også det er en skandale. Jeg hader min familie – min mor og søster. Jeg er stædig og stejl, giver ikke op, når jeg er blevet optaget af en sag. Jeg foragter mennesker, der påberåber sig at have den rigtige holdning. Jeg er rødhåret. Lillesøster. Jeg gider ikke ligge under for normer. Min far menes at være omkommet under tsunamien i Thailand. Jeg hader min mors fingerede sorg. Jeg hader løgn. Lærketræet på græsplænen mellem de to boligblokke i Rødovre er en af mine nærmeste venner. Hvis man en dag skulle finde på at fælde det, vil det være et ubærligt tab for mig. Jeg binder mig til steder. Tvinges jeg væk fra et sted, jeg holder af, gør det ondt helt ind i sjælen. En iskold og fysisk smerte. Jeg er lille og har fregner – mine krøller får mig til at ligne en trold. Jeg foretrækker at leve tilbagetrukket. Jeg blev genansat på Dagbladet efter mange måneder i mørke og ydmygende fornedrelse. Jeg hader uretfærdighed. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde er i det man kalder godt humør. Jeg vil ikke ligge under for normer. Jeg elsker at mærke vinden i håret, når jeg cykler. Jeg elsker mørke. Jeg finder ro i skumringstimen. Jeg har været tæt på at forsumpe i misbrug af alkohol og piller. Jeg er en blanding af fiktion og virkelighed. Jeg har engang mistet mit kørekort, fordi jeg blev taget for spritkørsel. Fælder man lærketræet, vil jeg miste mit sidste holdepunkt. Min mors historie er en stor fed løgn – min far og jeg ligner hinanden. Stadigvæk. Af sind, men ikke af udseende. Jeg elsker regnvejr. At trave gennem pytter i alt for store gummistøvler. Var det min fars? Som barn elskede jeg at bygge huler. Kun for mig selv, ingen andre måtte komme med ind. Jeg ved at min mor lyver. Jeg kan ikke finde et eneste øjeblik i min erindring, hvor jeg var et lykkeligt barn. Jeg har været indlagt på den lukkede. Jeg elsker små, afgrænsede rum. Jeg elsker Poul Krebs. Ingen kender mig, ikke engang jeg… jeg er robust og skrøbelig. Jeg fik gode karakterer i folkeskolen. Der er en underlig dobbelthed i mit indre. Billedet af familieidyllen faldt sgu ud af rammen. Jeg bygger stadig huler.

Skriv et svar eller kommenter

Dine email-adresse vil ikke blive offentliggjort.