Appendix Querulans – SP, NPM og andre modefænomener

Appendix querulans – SP, NPM og andre modefænomener

er en del af

Revserpoetens LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT, der udkommer 1/10 -2018.

Afsnittet er inspireret af en hverdag i det moderne sundhedsvæsen.

Læs et lille udpluk her:

 

Der var engang et sygehus

Der var engang et sygehus

der jokked’ i spinaten

forført af verdens vingesus

og konkurrencestaten.

Nyt, moderne manegement

blev sindrigt sat i scene

og enighed blev anerkendt

hvad end man måtte mene.

Statister kunne kun se til

forundrede og stumme

som pøbel ved et skuespil –

de var nok bare dumme!

Nu ses på sygehusets plads –

så kejserligt det knejser –

et luksus-registrerings-palads

til bunkevis af skejser.

 

Et vælde af visdom

Det, der engang var et omsorgsfag

simpelt og ude af trit med tiden

er ganske nyt og forvandlet i dag

tilsat djøf’ ers statistiske viden.

Syge huse er visionære –

indviklet i forbedringskultur

tilsat moderne missionærer

garneret i innovativ struktur.

Der er et vælde af eksperter

fulde af visdom, kloge på alt –

det er da sært, når sådanne er der

at ting igen og igen kan gå galt…

 

Ja-hattemager  

Gid jeg dog var en ja-hattemager

med stabler af hatte på hylder og lager

– så tror jeg nok, min lykke var gjort!

For jeg ville satse på salgsaftaler,

levering af hovedtøj til hospitaler

og tjene noget så svimlende stort.

 

 

 

Skriv et svar eller kommenter

Dine email-adresse vil ikke blive offentliggjort.