Derfor elsker jeg mit introverte sind. Blogpost 2

 

Enspændersind

lukker dig ind

sjældent og altid med forbehold

Tættere på

kommer kun få

for hvem jeg tidvis lægger mit skjold

                                            Birgitte Abdel

 

Kære læser

Det er min oplevelse, at vi lever i en verden, hvor det at være ekstrovert tilgodeses og hyldes. Samtidig anses det at være introvert af natur ofte som noget mere uhensigtsmæssigt, der kan udbedres. Introverte mennesker opfattes ofte som asociale.

Dette er en oplevelse, en sandhed set fra mit perspektiv – sandheder omkring det menneskelige sind er jo baseret på en social konstruktion og varierer efter hvilken del af verden, vi befinder os i.

Derfor kan jeg også retmæssigt kun tale ud fra det, jeg oplever.

Det er efterhånden en del år siden, jeg læste Susan Cains bog RO – styrken ved at være introvert i en højtråbende verden. Jeg holder uendeligt meget af netop denne bog, fordi den har sat ord på det, jeg allerede længe havde vidst, men ikke helt har kunnet finde ord for.

Min konklusion er: NEJ – jeg er ikke genert, sær eller akavet eller hvilke etiketter, jeg ellers gennem tiden har fået påhæftet

Jeg er introvert

– og jeg elsker denne del af min personlighed. Hvad end så den omliggende verden måtte have af normer og hvor mange, der måtte mene, at det ville være godt for mig at øve mig i en mere ekstrovert adfærd – at forsøge at arbejde mig ud af min introverthed.

”Arbejde mig ud af” – hvor skulle jeg i så fald hen?

Hvori ligger meningen med at øve sig i at blive en anden, når jeg trives fint, som den jeg er? Jeg kan naturligvis kortvarigt agere på ekstrovert vis. Men jeg vil altid vende tilbage til mig selv. Det er her, jeg finder ro og glæde.

Jeg er en enspænder – er det mon det samme? Det tænker jeg – hvorom alting er, er jeg et yderst privat menneske – få kender mig, få får lov til at se ind bag mit skjold.

Til gengæld fortæller mine bøger givetvis meget om mig. Det er min forestilling, at meget få forfattere skriver fiktion i fuldstændigt rendyrket form. I en skønlitterær fortælling vil forfatteren altid findes bag linjerne.

Er jeg asocial?

Nej, absolut ikke. Men jeg har et stort behov for alene-tid. Uden den kommer jeg hurtigt til at føle mig presset, og bliver træt, irriteret og ked af det. Tyndhudet. I disse situationer kan jeg sandsynligvis virke reserveret, måske ligefrem arrogant og uden interesse for andre. Men sandheden er blot, at jeg har behov for at trække mig tilbage og søge ind i mit eget, trygge univers.

Mit univers

Det er i dette univers, jeg finder min ro – det er her, der er plads til eftertænksomhed og fordybelse.

På sin vis lukker jeg af for den omliggende verden. Men det betyder ikke, at jeg ikke oplever den. Tværtimod; Det er når jeg bliver tavs og tilbagetrukket, jeg for alvor betragter verden omkring mig – og gør mig et væld at tanker om det, jeg ser og hører.

At gå glip eller ej

Jeg holder af at iagttage verden på afstand. Herved vokser fortællingerne frem. Derfor elsker jeg mit introverte sind – uden det ville jeg gå glip af en masse.

Så skulle nogen mene, jeg risikerer at gå glip af noget ved at være introvert, kan jeg kun stille mig undrende overfor den antagelse.  Personligt ser jeg mit introverte sind som en stor gave.

Måske går ekstroverte mennesker glip af noget ved at måtte undvære den fordybelse, jeg nyder?  Det aner jeg af gode grunde ikke.

Min fortælling – den, der er mig. Blogpost.1

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar eller kommenter

Dine email-adresse vil ikke blive offentliggjort.