FREMMED FJENDE, 1.kapitel

Søndag 27/9 – 2015 

1.kapitel

Søndag d. 27/9-2015, sen aften, strækningen mellem Viserum, Småland og København. 

De er intense  som årvågne øjne i natten.

     De kommer foruroligende tæt på, for så at opsuges af mørket, sekunder før de gennemborer hende.

     De ville let som ingenting kunne trænge helt ind i hendes inderste. Afsløre hende.

     Alligevel har de modkørendes lys en beroligende virkning på Carola, på den mørke landevej, hvor strømmen af lyspar er det eneste tegn på liv i et tæt og trykkende mørke.

      Hun har slukket for bilradioen for at forsøge at samle de urolige tanker, ikke engang en tung døsighed kan sløre. 

     Kilometer efter kilometer ligger foran hende. Hun knuger hårdt om rattet for at kæmpe imod trætheden. Måske skal hun finde en rasteplads, hvor hun kan læne sig tilbage og give efter.

     Nej, det går ikke. Tænk, om hun faldt rigtigt i søvn.

     Hun gennemføre denne etape i aften.

     Heldigvis vil hun snart være fremme ved motorvejen, hvor hun kan sætte farten yderligere op. Muligheden for at presse foden hårdere mod speederen har som regel en beroligende effekt på hende.

     Klokken vil nærme sig midnat, måske vil søndagen blive til mandag, inden hun er i København. Trætheden er taget til undervejs og nu, hvor der kun er små 100 km til broen, synes den at have sat sig på hver en muskel, hver en nerve i hendes krop og berøvet hende det filter, der normalt holder omverdenens indtryk på forsvarlig afstand.

     Carola Karlsen har det bedst ved at holde sig fri af omverdenens opmærksomhed.

     Hun forsøger at abstrahere fra tanken om den hvide varevogn, hun så bestemt synes at have set både oppe ved Osby, hvor hun havde drukket kaffe, og senere på parkeringspladsen nede ved ICA i Vaksjö hvor hun havde holdt ind for at købe æbler og knækbrød. Begge gange havde den holdt parkeret lige ved siden af hendes egen bil. Siden Osby har hun flere gange taget sig selv i være særligt opmærksom på sine medtrafikanter. Hvis det ikke er tåbeligt! Det kan da sagtens være den samme varevogn og hvad så? Der er vel andre end hende, der kører den samme rute. Og manden, der stod så tæt ved hende i køen i ICA, havde vel bare smilet, fordi han var flink. Hvorfor i alverden skulle han dog være i færd med at overvåge hende?

     Carola foretager et par kraftige rulninger af sine skuldre for at ryste de fjollede tanker af sig. Det må være stilheden, der alligevel ikke er så god for hende. Hun rækker hånden ud for at tænde for radioen og kort efter fyldes bilen af en svensk visesangers tungsindige stemme. Hun giver sig til at synge med i håb om at sangen vil give hende en smule mere mod trods sit vemodige indhold. Da næste melodi er en munter vise, hun har hørt et utal af gange og kan så godt som udenad, lader hun sin egen stemme overdøve radioens lyd og gribes kortvarigt af lethed og overmod

     Det er vigtigt for hende at holde modet oppe. Det bliver en kort nat, hun har et møde med sin kontakt i København allerede tidligt på formiddagen. Så det er bare direkte på hovedet i seng, så snart hun er fremme ved hotellet.

     Da klokken er tæt ved 23, fanger radioen et dansk radiosignal. Hun hører den velkendte jingle, der annoncerer nyhederne.

     Den 15-årige dreng, der i aftes blev fundet hårdt kvæstet i nærheden af en boligblok nær Sjælør station, meldes fortsat i yderst kritisk tilstand. Drengen, der er etnisk dansk, menes at være blevet overfaldet af et eller flere medlemmer af den indvandrerbande, der i lang tid har hærget området. Politiet har på nuværende tidspunkt desværre ikke kendskab til vidner og beder derfor alle, der mener at have set eller hørt noget usædvanligt i området lørdag mellem 15 og 19 til at henvende sig. Beboerne i bebyggelsen, der ikke længere har tiltro til politiet, har oprettet et lokalt vagtværn og det frygtes, at det medføre mere vold og optrappe konflikten…”

     Oplæserens beretning suppleres med en opfordring til at blive hængende på kanalen, hvor en socialforsker straks efter nyhederne vil komme i studiet og fortælle mere om den stigende tendens til at unge med anden etnisk herkomst end dansk danner kriminelle grupperinger.

     Carola vil række hånden frem og skifte kanal. Alligevel lader hun begge sine hænder hvile på rattet og lytter til stemmen, der fortæller om den rodløshed og mangel på struktur, der præger disse unge mennesker … ikke bare nytilkomne flygtninge, men også andengenerations indvandrere …

     Socialforskerens videnskabstørre stemme efterfølges af en langt mere passioneret røst, tilhørende en kvinde, der præsenteres som integrationsordfører for Fædrelandspartiet.

     Paticia Veitner lægger stor energi i at fremsætte sit partis synspunkter; man må sætte langt mere seriøst ind i over for unge kriminelle af anden etnisk herkomst. Det er ikke for ingenting, at hendes parti ønsker at beskytte landets grænser.

     Carola husker, hvordan Patricia allerede i deres gymnasietid var meget politisk engageret og aldrig sen til at give sit besyv med i enhver disskussion. Hun var en af den slags piger, man flokkedes om. En man lyttede til.

     Dengang hed hun Lund-Andersen, men det efternavn, hun har giftet sig til, er uden tvivl langt bedre at promovere sig på. Veitner. Carola smager på ordet. Der er slagkraft i det, det er velegent til kampagnebrug.

     ”Hvad tænker at private borgere opretter vagtværn i lokalområderne?” spørger journalisten, der interviewer Patricia Veitner

     ”Jeg må erkende, at jeg synes det er en forståelig reaktion fra borgernes side.”

     ”Så fædrelandspartiet billiger selvtægt?”

     ”Det har jeg ikke sagt,” svarer Veitner uden at ændre tonefald. ”Det, jeg siger er, at man som ganske almindelig fredelig borger kan føle både angst og afmagt, når vort politi ikke formår at opretholde ro og orden ude omkring.”

     ”Så det er altså mere politi, der skal til?”

     ”Ja, selvfølgelig. Læser man vort partiprogram…”

     Interviewet fortsætter, Carola hører ikke længere efter. Hun kan omtrent Patricias replikker udenad. Kunne såmænd udfylde hendes rolle til UG, hvis det kom dertil. Hun rækker endnu engang en hånd frem og skifter kanal, så hun kan køre det sidste stykke til tonerne fra Radio Soft. Hun har netop forladt broen og er kørt ind på dansk grund. Nu er der ikke så langt igen. Snart vil hun være fremme, hvor hun kan få et bad og en seng at sove i. Ganske vist vil det være et pauvert hotelværelse, der på ingen måde kan erstatte det hjem, hun længes så frygteligt efter, men det vil dog være et sted at være for de næste dage, mens hun udfører sin opgave. Hun minder sig selv om, at mange menneskers skæbne afhænger af hende.

     Det vil trods alt kun vare et par dage, så kan hun atter køre nordpå.

Tegn med mellemrum 6.590

 

At fremstille bomben har været let. Næsten latterligt let. De fleste, af de ting, der skal bruges, har kunnet købes i ganske almindelige forretninger og resten – et par få småting – har bare krævet lidt googlen rundt, så var det i orden. Selv opskriften lå frit tilgængelig på internettet.

 

 

  1. Synes det er en god start, og bliver nysgerrig på, hvad der mon sker videre. Den hvide varebil? Og uroen i boligområdet. Og gad vide om, der sker noget med politikeren.
    Fin stemningsbeskrivelse, føler trætheden ved at køre. Og fin beskrivelse af hendes tanker og tilbageblik.
    Mangler lige to ord (du og om) der ved privat vagtværn.

Skriv et svar eller kommenter

Dine email-adresse vil ikke blive offentliggjort.