Levende tegninger – Danskertriologien af Halfdan Pisket

Så velfortjent

Lørdag vandt tegneserieforfatteren Halfdan Pisket den største pris til dato for bedste serie, ved en af verdens største tegneseriefestivaler, Festival International de la Bande Dessinée.

Jeg er ikke optaget af tegneseriegenren, og har ikke været det, siden jeg som barn læste talrige albums om Tintin og Asterix.

Derfor aner jeg intet om, hvad der produceres af tegneserier i dag. Og kender ej heller til ovennævnte festival.

Navnet Halfdan Pisket ville da heller ikke have sagt mig noget, hvis ikke jeg for nogen tid siden havde været til et foredrag på Ballerup bibliotek med netop ham.

Trods min manglende interesse for tegneserier, må noget ved annonceringen af dette foredrag have trukket i mig. En af årsagerne kan være, at jeg er optaget af alle former for fortællinger, hvordan de end kommer til udtryk. Derfor var jeg da også nysgerrig på, hvad en tegneserieforfatter kunne berette.

Arrangementet var så absolut ikke overrendt, der var vel 15-20 mennesker på tilhørerpladserne. Jeg har været til andre foredrag på Ballerup Bibliotek, hvor det samme har været tilfældet. Det kan virkelig undre mig, at så få benytter de gode tilbud, vort lokalbibliotek byder på. Det koster så godt som intet og er alletiders mulighed.

Hvorom alting er, så var dette foredrag en fantastisk oplevelse. Jeg ved ikke lige, hvad jeg forventede, men jeg må sige, at Halfdans fortælling åbnede en ny verden for mig.

Foredraget var bygget op omkring Dansker-trilogien, der udkom på forlaget Fahrenheit i 2017. De tre bind Desertør, Kakerlak og Dansker er en autentisk beretning, fortalt i tegninger med kun meget lidt tekst. Og det er netop her, en fantastisk fortællekunst træder frem; der er en dybde i tegningerne, der fortæller langt mere end ord.

Trilogien følger i farens fodspor fra hans opvækst i en lille landsby i grænselandet mellem Tyrkiet og Armenien i det første bind og dernæst fortsætter rejsen til Danmark og et liv som fremmedarbejder i andet bind. Slutteligt tegner sønnen sine læsere gennem farens tilværelse som kriminel og beskriver, hvordan det er at være dansker og blive gammel.”

Jyllands-Posten, kultur, 28-1-2019

Ikke alene er Dansker-trilogien en spændende beretning om en families skæbne – om at være fremmed og anderledes, og ikke kunne finde fodfæste. Jeg ser den også som et yderst værdifuldt bidrag til tidens indvandrerdebat.

Derfor kan jeg varmt anbefale enhver, der ikke før har stiftet bekendtskab med Halfdan Pisket, at se nærmere på denne kunstner – uanset om man er til tegneserier eller ej.

Artikel, Jyllands Posten, 28-1-2019

Skriv et svar eller kommenter

Dine email-adresse vil ikke blive offentliggjort.