KAPITEL 1

Fredag 25. september 2015 kl. 15.30 DAGBLADETS REDAKTION
”Beate! … har du tid et øjeblik?”

Chefredaktørens stemme gjalder ud over det åbne kontorlandskab. Torsten Hannibal Olsen har netop stukket hovedet ud ad døren til sit habitat. Hans blik panorerer hen over mængden af medarbejdere og ender i Beates viltre, røde krøller. Havde hans lille, private indelukke ikke været opført i glas, kunne man forledes til at tro, at hans hoved befandt i unaturligt høje luftlag. Til alt held afslører de gennemsigtige vægge resten af hans 207 centimeter høje skikkelse, så proportionerne falder på plads.

Beate ser op. Smiler.

”Ja, selvfølgelig.”

Hun gør stemmen let. Energisk og imødekommende. Det gælder om at gøre et positivt indtryk. Hun rejser sig og går tværs gennem det store kontorlokale. Koncentrerer sig om at bevare smilet i al den tid, hun befinder sig i sine kollegers synsfelt. Hendes chef træder til side, så hun kan gå ind på hans kontor. Med sine blot 154 centimeter når Beate ham end ikke til skuldrene. Hun må nødvendigvis se op til ham, i hvert fald i fysisk forstand.

”Sid ned, Beate.”

Han vifter med en lang arm i retning af en stol foran sit skrivebord. Hun sætter sig. Et par Lloyd-sko i anselig størrelse dukker op ved et af benene på hendes stol og indikerer, at den høje mand har sat sig ved skrivebordets modsatte side.

”Hvordan står det til med optrevlingen af rufferi-sagen?” spørger han. ”Skrider det?”

Typisk Torsten-ord. Beate forsøger at afkode hans tonefald. Spekulerer over, om han er observant nok til at se trætheden i hendes ansigt. Uanset hvad, så kan hun selv mærke den langt ind i knoglerne. Skrider det? har han spurgt. Hvad mon han mener med skrider? Er det skrider som i ”skrider det fremad”? … eller som i ”skrider det for dig”? – som dengang både arbejdet og privatlivet skred fuldstændigt for dig, og du formåede at trække en bid af Dagbladets renomme med dig ned i sølet?

Beate vil helst tro det første.

Hun elsker sit job på som krimreporter på Dagbladet. Uden det aner hun ikke, hvad hun skal stille op med sig selv. Derfor var hun ovenud lykkelig, da Torsten mod alle odds valgte at genansætte hende for fem måneder siden efter en længere sygdomsperiode. Han havde været nødt til at fyre hende halvandet år tidligere for at undgå, at hun skandaliserede Dagbladet. Det forstår Beate godt. I dag. Så trods chefredaktørens særegenhed, må hun holde af ham – i dybeste hemmelighed, naturligvis.

Han ser undersøgende på hende. Beate gengælder hans blik.Han sukker og lader sig atter falde tilbage i stolen med spekulativ mine.

”Det går fint,” siger hun.

Måske en anelse for kækt. Hun giver smilet et lille nyk opad. Rufferisagen er en sag, hun og kollegaen Stefan Holm har dækket siden foråret, da flere dødsfald på et psykiatrisk behandlingssted viste sig at have forbindelse til handel med udenlandske prostituerede. En handel, hvis forgreninger politiet stadig efterforsker.

”Jeg spørger, fordi jeg sidder med en opgave, der måske er noget for dig,” siger Torsten.

”Ja …?” Du spørger mig?

”Du har nok hørt om den demonstration, der er varslet til førstkommende onsdag?”

”Joh – ellers skulle jeg da være ualmindeligt tung.”

Gennem de seneste uger har et opslag om en begivenhed spredt sig som en løbeild på de sociale medier. Der er tale om en aktion, der skal finde sted på Københavns Rådhusplads 30. september for at markere tiårsdagen for Jyllands-Postens udgivelse af Muhammedtegningerne. Ingen ud over arrangøren af begivenheden kender til, hvad der skal ske, hvilket da også har afstedkommet en livlig debat.

”Det er en lovlig anmeldt demonstration,” siger Torsten. ”Men …”

”… mere ved vi ikke,” fortsætter Beate hans påbegyndte sætning. ”Der kunne opstå en hel del tumult i forbindelse med sådan et arrangement.” Og du har en våd drøm om en forsidehistorie, der slår samtlige andre, lægger hun til i tankerne.

”Vi bør i hvert fald dække den slags,” siger Torsten, som havde han læst hendes tanker.

”Mon det drejer sig om aktivister fra Sjælsparken?”

”Hvorfor mener du det?”

”Hvorfor ikke? Alt ondt fostres i Sjælsparken, hvis man skal tro den offentlige mening. Det er herfra, islamismen strækker sine lange fangarme og truer med at tilintetgøre den danske folkesjæl. Gud, konge og fædreland vil styrte i afgrunden.”

Torsten glipper med øjnene som altid, når han overrumples af Beates udtryksform.

”Det kan du jo tale med Stefan om – han har skrevet en del om Sjælsparken. Der skulle være mange udfordringer på integrationsområdet.”

”Nogle mennesker burde interneres på en øde ø,” siger Beate. ”Så kunne de udrydde hinanden uden de store omkostninger. Sådan en slags Robinson-koncept. Det kunne blive godt tv.”

Endnu engang må Torsten glippe med øjnene.

”Jeg troede ikke, du var racist,” siger han.

”Jeg sagde da ikke noget om, hvem jeg mener bør interneres?”

”Næh …” Chefredaktørens fårede udtryk fortæller Beate, at han enten ikke har grebet hendes pointe eller bare har mest lyst til at overhøre den.

”Ja ja. Jeg skriver jo ikke alt, hvad jeg tænker,” skynder hun sig at glatte  ud, idet hun blinker til ham.

Den træthed, der lå tungt over hende, inden hun gik ind til dette møde, er som blæst væk.

”Hvis du tager opgaven, så … du skal for alt i verden cleare alting med mig,” siger Torsten. Hun nikker.

”Jeg tager den,” siger hun beslutsomt.

”Du tager den?”

”Ja, det er jo det, jeg siger.”

”Ok. Jamen godt så …”

Tøver han? Er fødderne i hans størrelse 47 nu pludselig ved at blive kolde? Det er nok bedst at afslutte audiensen. Med et Jamen så siger vi det, rejser Beate sig og går hen mod døren.

”Vent lige … Beate …”

Torsten tager fat i stolens armlæn og gør mine til at rejse sig.

”Ja?” siger hun.

”Der er regler. Også for dig. Husk det.”

”Selvfølgelig. Stol på mig.”

”Og grænser! Glem ikke det. Der er grænser, som også du skal holde dig inden for. Eller måske særligt …”

Særligt du!

Det er det, han gerne vil sige, tænker hun. Men som så ofte før træder den vattede del af Torsten i karakter.

”Dumdristighed kommer du ikke til at score points på,” siger han i stedet. Hun ryster på hovedet.

”Så glem ikke at passe godt på dig selv derude,” slutter han og skal til at rejse sig. Hun kunne få lyst til vende øjne af hans floskel. I stedet smiler hun og gør sin stemme mild.

”Du skal ikke være bekymret, Torsten. Jeg skal nok passe godt på. Både på mig selv og Dagbladets renomme.”

Sådan lyder Beates udgangsreplik. Så er hun væk.

”Jamen, så god weekend,” siger Chefredaktøren til den lukkede glasdør.Han sukker og lader sig atter falde tilbage i stolen med spekulativ mine.

Torsten Olsen ved. at Beate er hans bedste kort, når det drejer sig om denne historie, men lige nu mærker han en nagende tvivl. Er det nu også en god ide at tilbyde hende opgaven?

Beate Sejer Larsson er en superdygtig journalist, der ofte går længere end mange andre. Hun er intuitiv og utrættelig, når hun bliiver tændt af en sag. Somme tider lidt for utrættelig til sit eget bedste.