Hvem er Kadaveret på Klosterbakken?

HVAD er det?

I en funklende ny bygning, der skal huse et behandlingstilbud i psykiatrien, findes et sortklædt legeme hængt i foyeren.

Således begynder historien om KADAVERET PÅ KLOSTERBAKKEN.

Gennem romanen er forskellige omstændigheder årsag til, at afdøde ikke umiddelbart kan identificeres. Et centralt spørgsmål er derfor naturligvis er: HVEM?

Hvem er kommet af dage på denne grusomme måde? Er der tale om drab? Eller suicidium? Vil suicidium i det heke taget kunne finde sted netop her, hvor man arbejder med helt nye og evidensbaserede metoder indenfor psykiatrien?

Aldrig!  mener stedets ansvarlige overlæge.

Var der i hele taget et sortklædt legeme?

Udover et forfærdeligt chok, nages Inger Merethe Andersen af tvivl. I sin egenskab af projektleder på behandlingstilbuddet HOTEL MOMENTA, besøger hun stedet aftenen før indvielsen – blot for at se, at alt er, som det skal være.

Inger Merethe bliver angiveligt den eneste, der ser det hængte menneske i foyeren…

Den følgende morgen er det eneste spor efter en eventuel ugerning en stump blåt nylonreb, fæstnet til balkonens balustrade.

Bogen KADAVERET PÅ KLOSTERBAKKEN er en fiktiv roman i krimigenren.

Handlingen udspiller sig i moderne tiders psykiatri.

Sat på spidsen, ja – men sådan må nogen ting efter min bedste overbevisning fremstilles.

Behandlingsstedet HOTEL MOMENTA er opdigtet, ligesom historiens personer.

Al tænkbar lighed med nulevende personer og virkelige lokalisationer er tilfældig. Når det er sagt, skal det bemærkes, at historien er stærkt inspireret af en virkelighed, jeg har bevæget mig i gennem 30 års arbejdsliv som sygeplejerske i behandlingspsykiatrien.

Jeg skriver, fordi jeg er optaget af det skrevne ord og fortællingens betydning. Fordi jeg gerne vil fortælle en god historie…
Men mest af alt skriver jeg, fordi jeg har noget på hjerte.

 

Ofte vil verden bedrages… 

KADAVERET i denne historie er – som det nok først og fremmest forstås af ordet – et dødt menneske. Svaret på spørgsmålet HVEM? viser sig naturligvis hen mod slutningen. Noget, der ikke gives direkte svar på, er et spørgsmål, der ikke desto indre optog mine tanker, da jeg skrev bogen, nemlig:

HVAD?

På historiens fiktive lokalisation ligger det lige så fiktive HOTEL MOMENTA, der er et topmoderne behandlingssted for psykisk syge. Uanseligt i skyggen af denne moderne bygning ligger de triste rester af det, der engang var et velfungerende psykiatrisk botilbud;

Følgende er et uddrag fra bogens kapitel 2:

Højdedraget Klosterbakken har sit navn fra den sene middelalder. Dengang dannede det smukke landskab baggrund for et kloster for brødre af Benediktinerordenen. Munkene levede deres afsondrede og ydmyge tilværelse efter budskabet ora et labora – bed og arbejd. Den gamle klosterkirke øverst på bakken er endnu ganske velbevaret. Nu ses den blot ikke længere nede fra landevejen, men ligger ydmygt i skjul bag den moderne hotelbygning.

Klosterbakken er også navnet på den institution, der blev opført på denne lokalitet i slutningen af 1960´erne i en tid, hvor begrebet psykiatrisk plejehjem var både brugt og accepteret. Institutionen rummede dengang 150 plejeboliger for mennesker med kroniske sindslidelser, der ikke kunne bo og fungere i det almindelige samfund. Meget har ændret sig siden da, og institutionen har gennem de senere år været under afvikling. Dog huser to af de seks gule bygninger stadig en lille gruppe mennesker, man ikke har kunnet finde plads til andre steder.

En af Klosterbakkens beboere er Ole-Henrik Brandt. Med diagnosen kronisk skizofreni stillet da han var ganske ung, har han tilbragt størstedelen af sit liv på institution. De sidste 25 år har denne fredelige plet på Midtsjælland dannet rammerne om hans tilbagetrukne tilværelse.

Hans passion er en gammel grøn Puch Maxi, der takket være en gudbenådet mekanisk formåen kører upåklageligt. Han bruger mange timer på at skille knallerten ad for så at samle den igen. Ofte får han reservedele til spotpris nede hos den lokale skrothandler.

Han er netop vendt tilbage fra en af sine mange daglige køreture, da Audien svinger ind på forpladsen, hvor Inge Merethe parkerer den skødesløst foran Hotel Momentas hovedindgang. Lyden af de hvinende dæk får Ole-Henrik til at se op fra cykelskurets lås. Styrthjelmen sidder stadig på hans hoved og presser hans hår ned over øjnene, så han må lægge nakken tilbage for rigtigt at kunne se den funklende sorte bil.

Der er ikke megen afstand mellem boinstitutionen og det nye hotel. Derfor er der også kun nogle få meter mellem ham og den elegante dame, da hun stiger ud af bilen. I en brøkdel af et sekund ser de to hinanden i øjnene, den succesfulde projektleder og manden med den kroniske sindslidelse.

Så tager Inge Merethe blikket til sig.

Ole-Henrik hiver styrthjelmen af, så halvlange, sorte tjavser står viltert omkring hans hoved. Han vil gerne have meget hår og kompenserer for den stadigt højere pande ved at lade resten af håret gro, som det vil. Hver aften smører han omhyggeligt et middel til forebyggelse af hårtab ind over issen og ned i panden, før han lægger sig til at sove. Det er hans mor, der har købt det temmelig kostbare middel i en postordrebutik. Ole-Henrik er enebarn, og han og hans mor er tæt knyttet til hinanden.

Han står og betragter den nyankomne. Han synes, hun er lige så pæn som de damer, der er billeder af i de kulørte blade, hans mor elsker at kigge i. Det lange, lyse hår er samlet med et spænde i nakken. Hun er klædt i jakke og smal nederdel. Nylonstrømper og højhælede sko. Og så har hun rød læbestift på.

Uvilkårligt går han et par skridt nærmere.

Inge Merethe tager et fastere greb i sin taske og går hastigt frem mod hovedindgangens dobbelte glasdøre. Hun taster en kode ind på de små knapper på en blank metalplade, der er monteret på den hvide, pudsede væg.

Udover mekanik har Ole-Henrik en anden passion. Noget, han altid har haft et særligt anlæg for. Allerede i sin skoletid var han mere end almindeligt god til at lære udenad. Tabeller, remser, al den slags klæbede sig til hans hjerne. Som han står her, drages hans øjne uvilkårligt af den pæne dames velplejede fingre på de blanke taster.

”Op – hen – hen – ned – til højre og hen.”

Han gentager remsen for sig selv et par gange.

”Pærelet,” mumler han hen for sig. ”Så let som at klø sig i nakken!”

Så griner han. En kort, gnæggende latter.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤

Romanens tre første kapitler kan læses her på siden – god læselyst 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

Facebook Pagelike Widget