ALVERDENS MUSIKALSKE BENTER

En Bent, der til daglig var pølsemager

fandt hverdagen trist og sig selv ordinær –

med traurige rynker og dobbelte hager,

et fuldvoksent korpus og mavebesvær.

Ved aftentide han sad i sin stue

tungsindig og spillede på sin fiol

i timer for sin tålmodige frue

der blundede blidt i sin otiumstol.

En stemning ham greb, i stilhed han drømte

og så for sit øje et prægtigt motiv

på hvilket han hørte til blandt berømte

med musiske evner og glitrende liv.

En dag han så en talentkonkurrence

på tv, og tænkte: min lykke er gjort!

– thi skæbnen har skænket mig denne chance

nu bli´r jeg for alvor til noget stort.

Så nu er det slut med daglig tristesse

med armod og kedeligt trummerum –

jeg suser frem og erobrer for stedse

berømmelsens salige himmelrum.

Jeg vinker farvel til min pølsefabrik

for nu skal jeg tjene enorme summer

når verden fryder sig ved min musik

og jubler over hvert eneste nummer.

Han øvede nu i nætterne lange

så tonerne sprang af hans violin –

af hjertens lyst til de sprødeste klange

han skabte finurlige dansetrin.

Men ak…

Endnu så salig og smægtende venter

vor pølsemager, skønt ofte stemt ud –

han sidder mellem de andre Benter

og ved, der må komme et gennembrud.