“Jeg beklager, at jeg ikke har været tilstrækkeligt opmærksom…,” siger jeg i telefonen, “Men jeg forestiller mig, at jeg er berettiget…”
“Nej,” afbryder stemmen i den anden ende kategorisk og skarpt. “Man har pligt til at besvare enhver henvendelse fra kommunen rettidigt. Ellers bortfalder retten – sådan er loven!”

Jeg er naturligvis ikke i tvivl om, at den myndige dame har ret. Sådan er loven. Og selvfølgelig giver det mening. Selvfølgelig har man som borger i dette land pligt til at besvare enhver henvendelse fra kommunen. Rettidigt. Det kan jeg ikke anfægte, hvilket heller ikke er mit ærinde. Der er blot nogle ting, jeg har brug for at få forklaret og uddybet.

Jeg er helt med på, at det er mig, der er nogle dage for sent på den med en besvarelse – ligesom jeg er med på, at det i sidste ende kan have økonomiske konsekvenser for mig.

Det er rigtigt ærgerligt, men jeg tænker, jeg formår at komme igennem den næste tid – på trods af min fejltagelse.

Hvad jeg imidlertid også tænker under denne samtale med en geskæftig dame fra sygedagpengekontoret, er at jeg virkelig godt kan forstå, at det kan være en udfordring for mange ganske almindelig mennesker at “medvirke” som borgere i den offentlige vridemaskine.

Da særligt, hvis man er syg og udfordret…

Trods den alvorlige forsømmelse, jeg netop har gjort mig skyldig i – trods det, at jeg for en tid har følt mig vældig presset og dermed sandsynligvis har været mere distræt end ellers – anser jeg dog mig selv for at være rimeligt ressourcestærk – hvad det så end betyder…?

Dermed tænker jeg som sagt også, at jeg nok skal klare mig. Det er derfor heller ikke mine egne problemer, der ligger mig på sinde, da jeg føler mig tilskyndet til at spørge damen i telefonen, om hun ikke jævnligt kommer i kontakt med mennesker, hvis udfordringer i livet gør at de har meget vanskeligt ved at “medvirke” – Taler hun mon til dem, som hun netop har talt til mig? For personligt oplever jeg det meget ubehageligt at blive talt ned til.

Under denne telefonsamtale er scenen sat: damen på det offentlige kontor er den store, den alvidende – jeg er den lille og dumme.

For mig handler dette ikke så meget om lov og regler og hvad hvem er berettiget til … som det handler om, hvordan vi bør møde hinanden som mennesker, uanset hvor i hvilken position vi sidder.

For et sekund farer en lille djævel i mig, og jeg får lyst til at fortælle damen, at jeg i mit job som sygeplejerske i en psykiatrisk skadestue ikke så få gange har truffet mennesker, der har været dybt fustrerede og ulykkelige, fordi de havde vanskeligt ved at følge med i og følge de mange krav, der blev stillet fra offentlige myndigheder…

Men jeg siger ikke noget. Jeg siger ikke, at disse mennesker ind imellem fortæller, de har tanker om at tage sig af dage.

Naturligvis kommer de desperate reaktioner hos disse stakkels mennesker ikke blot af en enkelt samtale med en person, der er skarp og kategorisk i mæglet – det er jeg nok bevidst om.

Ikke desto mindre kan små kviste, der bæres til et bål, hver især bidrage til, at det blusser op.

Det er mit inderlige håb, at jeg med disse tanker i baghovedet altid vil møde de mennesker, jeg som fagperson kommer i kontakt med, med medmenneskelighed og respekt – for hvem er den, der sidder “på den rigtige side af skranken” til at dømme?