Skulle historien om min barndom fortælles af andre – eksempelvis af mennesker, der var omkring mig og min familie dengang – ville det blive en lykkelig fortælling om den perfekte kernefamilie

 

I min erindring bor dog intet lykkeligt barn. 

Nedenstående blogindlæg er et personligt erindringsbillede. En oplevet virkelighed, der danner rammen om fortællingen om en fiktiv person. 

Barndomshjemmet

Siden jeg flyttede hjemmefra – for ganske mange år siden – har jeg været en del omkring. I dag bor jeg atter i den by, hvor jeg voksede op.

Forleden kom jeg tilfældigt  forbi de sørgelige rester af det boligbyggeri, hvor jeg som barn boede sammen med min familie.

Ellebo.

Fire grå betonblokke, af den slags, der skød op som paddehatte i 60´ erne.

De firkantede kasser har aldrig været smukke – men netop nu er de i sandhed et sørgeligt syn;

For netop  nu er man ved at rive boligblokkene ned.

 

Betonblokken med de tomme øjne

Gennem de seneste år har jeg bevidst kigget væk, når jeg tilfældigt er kommet forbi de grå betonblokke.

Den opvækst, jeg havde her, rummer meget, jeg foretrækker at opbevare i små, aflåste skuffer i min tankeverden.

Men netop forleden dag standsede jeg op.

Gennem et vinternøgent buskads kunne jeg se lejekasernens vinduer, der nu blot var gabende, sorte huller. Den tomhed, de kvitterede mig med, føltes som en genspejling af en tomhed, jeg altid vil bære med mig.

For rigtigt mange mennesker er synet af barndomshjemmet overvejende forbundet med gode og rare følelser.

Sådan er det ikke for mig.

Min mor boede i den selvsamme lejlighed, til hun døde for nogle år siden – på det tidspunkt havde jeg ikke haft kontakt med hende i flere år. Det var mit valg at afbryde kontakten.

En sådan beslutning harmonerer kun dårligt med vort samfunds normer.

Men det var bedst sådan.

 

Kan den pæne kernefamilie være dysfunktionel?

-eller er det mig, der er noget galt med?

Jeg er vokset op i en ganske almindelig kernefamilie, som sådan en var på den tid – på godt og ondt. Jeg led bestemt ingen synlig nød, havde alle materielle goder – jeg blev ikke slået, vanrøgtet eller forsømt. Jeg har ikke været udsat for nogen form for overgreb.

Ingen ville nogensinde kunne finde på at kalde min familie dysfunktionel.

Jeg har således intet at bebrejde nogen, at jeg ikke kan finde et lykkeligt barn i min erindring.

Mit ærinde er ikke at anklage nogen  – det er ikke op til mig at dømme.

Jeg deler blot min fortælling.

Beate – fiktiv og virkelig

Det er i denne, min egen fortælling,  jeg finder inspiration til at skildre min hovedperson, BEATE SEJER LARSSON

Beate er således ikke blot en fiktiv person – ej heller er hun en fuldstændigt selvbiografisk karakter.

Men hun og jeg har uendelig meget tilfælles.

MIN FORTÆLLING OG BEATES BERETNING FLYDER OFTE SAMMEN…

 

 

Jeg har naturligvis et tydeligt billede af, hvordan min hovedperson ser ud. For nogen tid siden gik jeg med en ide om, at jeg godt kunne tænke mig at få fremstillet en tegning af hende.

Men det vil givetvis være en dårlig ide – når vi læser en bog, danner vi os jo hver især vore præcise billeder af de forskellige personer -måske ville det virke forstyrrende, hvis der fandtes en tegning af en af disse.

Da en veninde, der har kendt mig gennem mange år, så dette billede, havde hun blot en kommentar: “Du har sgu altid været en rødhåret rebel!”

Tjah … Beate er ikke udelukkende  en selvbiografisk karakter – ikke desto mindre har min veninde nok ret. 

Både Beate og jeg kan meget vel leve op til den beskrivelse…på trods af at jeg aldrig har været rødhåret…

For ikke at stå i vejen for nogens fantasi, har jeg valgt blot at skitsere Beate med ord