Nu holder vi så her

Vort hurtigt kørende tog er bragt til standsning

Den verden, vi kender og er fortrolige med, er herved ændret til ukendelighed.

Vi befinder os i en krise, der vil få vidtrækkende konsekvenser, såvel for vort samfund som helhed, som for den enkelte – økonomisk og ikke mindst menneskeligt.

Præcis som så mange andre kriser, vil denne ikke ramme os alle lige hårdt. For verden er ikke et retfærdigt sted.

For dem, der rammes særlig, er det forfærdeligt, det kan der næppe være mere end en holdning til.

Findes der mon en mening i dette her?

 

Det moderne budskab

For nogle år siden hæftede jeg mig særligt ved en sætning, jeg læste i et stillings opslag:

“Vi er en afdeling i signifikant, rivende udvikling.”

Umiddelbart kan ingen vel anfægte det gode i et sådant budskab.

”Vi gør alt hvad vi kan for at gøre alting bedre – både hurtigt og mærkbart,” står der.

Noget sådan vil de fleste vel gerne være en del af.

Imidlertid savner jeg komponenter i en sætning som denne, der på tankevækkende vis beskriver den tid, vi lever i; hurtigere, større, bedre.

Alting på det moderne arbejdsmarked accelerer med lynets hast. Jeg ser ofte et tog for mig, der kører stadigt hurtigere og hurtigere – det, der bekymrer mig ved dette imaginære scenarie, er at både togfører og passagerer vedvarende ser lige frem mod det mål, toget bevæger sig mod – kun få ser til siderne eller tilbage.

Det er min tanke, at de færreste arbejdsgivere ville benytte ord som indadvendt og eftertænksom til at beskrive en potentiel medarbejder.

At dvæle for længe ved noget giver ikke mange point i vore dage.

Sådan er det i arbejdsmæssig sammenhæng – sådan er det i dagliglivet for mange af os.

 

Du er din egen lykkes smed…

Vi lever i en tid hvor vi for en stor del forestiller os at kunne kontrollere mange af de ting, vi udsættes for.

”Du er din egen lykkes smed” er en gammel talemåde, der er tankevækkende aktuel i vor tid.

Imidlertid har ydre omstændigheder, vi kun til dels kan kontrollere, nu tvunget os i knæ. Store dele af den verden, vi kender, er sat på pause.

 

Fra mit personlige univers

Personligt har jeg allerede for mange måneder siden oplevet mit eget liv sat på pause. En sygdom, jeg endnu ikke kender navnet på, har tvunget mig til at stoppe op midt i det hverdagsliv, jeg kender.

Det er min personlige udfordring, der naturligvis har givet og stadig giver anledning til mange tanker.

Den er ganske ubetydelig set i et større perspektiv.

Når jeg alligevel bringer den frem her, er det for at sætte fokus på hvad sådanne situationer gør ved os som mennesker.

Naturligvis havde jeg gerne været fri for at blive underlagt de begrænsninger, jeg er udsat for – på den anden side indeholder de en form for berigelse.

Måske har jeg et forspring i min natur – jeg er en introvert, eftertænksom enspænder. Ikke på den måde at forstå, at jeg ikke har nære og kære, jeg elsker og føler mig dybt afhængig af – for det har jeg bestemt.

Jeg er bare dybt afhængig af alene-tid, hvor jeg kan finde ro til mine tanker. Netop det har jeg fundet den senere tid, i endnu større grad end ellers.

 

Hvad kan meningen være?

Nu, hvor rigtigt mange af os er tvunget til at opholde os ved en station, vi ikke havde tænkt os at gøre holdt ved, er det måske tid til at finde meningen i det, vi finder meningsløst;

Jeg ønsker på ingen måde at negligere de alvorlige følger, Corona krisen vil få for mange mennesker.

Ikke desto mindre har mange af os tiden nu – tiden til at træde nogle skridt tilbage og betragte os selv og verden lidt på afstand. Måske se vort daglige liv i et nyt perspektiv.

Hvis vi tør gøre plads for langsomheden, vil roen og eftertænksomheden måske indfinde sig.

Det er blot en tanke.