Det er tid til handling – og refleksion

Mon Det Ekstroverte Ideal er udfordret?

Nu, da vort gennemkørende tog er standset, og vi har måttet stige af ved en ukendt station, står vi her og ser os omkring.

Toget er standset, ligeså kan man måske sige om tiden

Vi er ufrivilligt dumpet ned i udfordringernes tid.

Der er næppe mange mennesker i Danmark – såvel som i mange andre lande – der ikke på en eller anden måde er udfordret af Corona-krisen.

En situation som denne kræver snarrådighed og handlekraft.

Heldigvis har både politikere og myndigheder herhjemme været i stand til at udvise netop dette.

Der har været og er brug for handling her og nu.

 

Samfundssind

På en og samme tid er der brug for at vi alle udviser samfundssind. I takt med at det samfund, vi er vant til at færdes i, gradvist lukker ned, tvinges flere og flere mennesker til fysisk at trække sig tilbage fra det fællesskab, de kender og er fortrolige med fra dagligdagen.

Det kan selvsagt være meget svært pludselig at måtte leve mere og mere på afstand af et fællesskab. Pludselig befinder man sig måske i et rum, hvor reflekterende tanker gives mere plads.

En sådan situation opleves givetvis vidt forskelligt, afhængig af den enkeltes personlighed.

 

Et vestligt ideal

”Man kan kalde det gængse vestlige værdisystem for Det Ekstroverte Ideal – den allestedsnærværende overbevisning om, at det ideelle menneske er selskabeligt, selvhævdende og føler sig godt tilpas i rampelyset. Den arketypiske ekstroverte type er social og udadvendt – foretrækker handling frem for fordybelse – at tage chancer og virke sikker frem for at tvivle.”

Sådan skriver amerikanske Susan Cain i sin bog RO fra 2013, der netop udfordrer Det Ekstroverte Ideal. Hun beskriver hvorledes det at være introvert betragtes som et lidt uheldigt karaktertræk. Cain ønsker at vise os, at der findes en styrke i at være introvert i en højtråbende verden, sådan som bogens undertitel lyder.

En pointe i bogen er, at verden har langt mere brug for introverte mennesker, end det skinner igennem i en vestlig kultur, hvor det at være handlekraftig, udadvendt og social hyldes.

Det er naturligvis en tese – men ikke desto mindre en meget interessant tese.

Ligesom det naturligvis ikke er et evidensbaseret faktum, at mennesker, der ikke dvæler for længe i tanker, men viser ”her- og nu handlekraftig” og ses og høres i forsamlinger, værdsættes mere end mennesker, der har mere tendens til at være tøvende og reflekterende.

Men tænk på to vidt forskellige børn i en 1.klasse: den ene er udadvendt af natur; kommer let i kontakt med andre børn og trives fint i en gruppe, mens den anden ofte ses siddende alene i et hjørne, måske optaget af en leg med sig selv.

Hvem af disse to børn vil pædagogerne mon finde mest velfungerende?

Statistisk siges der at være en overvægt af ekstroverte personligheder – måske er det sandt. Måske findes der her som så mange andre steder mørketal, i og med nogen mennesker kan ønske at leve op til et samfunds idealbillede.

Vor tids udfordring

Der tales meget i medierne om udfordringen i denne uventede og ufrivillige timeout, mange mennesker befinder sig i netop nu. Vi hører om, hvordan mange har svært ved at fylde det pludseligt opståede rum – for hvad skal man nu give sig til?

Et ganske tidstypisk problem.

Samtidig er flere og flere røster fremme i avisartikler og debatindlæg med tanker om den værdi, der kan findes i denne påtvungne pause.

Det er tankevækkende, at mennesker, der med deres introverte personlighed falder ved siden af samfundets idealbillede, givetvis kan have lettere ved at tilpasse sig denne situation.

For det der med at tilpasse sig – omstille sig, om man vil – er det ikke netop noget, der ofte prissættes ude i det stadigt accelerando samfund?

Pludselig kræves der en ganske anden omstillingsparathed.

 

Hvem vi end er – skal vi måske gøre op med den måde, hvorpå vi forstår verden 

I denne tid står vi midt i krisen. Her kræves snarrådighed og handlekraft.

Hvorvidt der kræves, at vi sideløbende dvæler ved situationen, kan der ikke svares entydigt på. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt for artens overlevelse, at vi begiver os ind i en refleksion, der kan sætte vort liv i et nyt og anderledes perspektiv.

Dog gives vi nu en mulighed for hver især at dykke ned i en indre ro og gøre ting, der understøtter denne. Det kan for eksempel være at slukke for nyhederne – gøre, hvad der spontant falder os ind … og betragte vort eget liv lidt fra sidelinjen.

Reflektere lidt over, hvilke værdier, der får os til at handle som vi gør i dagligdagen.

 

Hvad har vi brug for?

Når vi en dag kommer ud på den anden side af denne krise – hvordan vil vor verden mon så se ud?

Der vil utvivlsomt være mange opgaver at tage fat på.

Hvordan vil vi mon tilgå dem? Præcis som før eller mere eftertænksomt? Såvel i vore egne små enklaver, som i en større sammenhæng.

Kan det ikke netop betragtes som samfundssind at give sig tid til at tænke – fremfor blot at stige på toget igen?

Uden at tillægge Corona-krisen nogen guddommelig kraft, vil jeg dog mene, at der kan være en mening i det meningsløse: Vi er givet en pause til refleksion.

Det er mit håb, at den udfordring, vor selvopfattelse og kultur står over for i denne tid, vil udfordre “den offentlige mening” om den introverte personlighed.

Tænk, om verden vil lære at værdsætte det tilbagetrukne og tænksomme.