Hvad skal jeg sige?

Det kan siges ganske enkelt – jeg hader smalltalk!

Mest fordi jeg ikke rigtigt forstår mig på det og ikke kan finde ud af det.

Måske er du min diametrale modsætning?

Måske er du hende eller ham, der altid kan finde på noget at sige og let falder i snak med fremmede? I så fald kan jeg godt blive lidt misundelig på dig af og til. 

“Åh, disse akavede,

pinagtige situationer…”

Når du går til et selskab, hvor der er en bordplan, bliver du sandsynligvis ofte placeret ved siden af hende, den stille. Hende, der ikke siger et kvæk. Måske sidder hun oven i købet med en anstrengt mine.

Jeg er sikker på, at hun gør sit yderste for at få ansigtet lagt i lidt mere muntre og imødekommende folder.

Jeg ved det, fordi hun sagtens kunne være mig.

Naturligvis sætter jeg pris på at blive inviteret til selskab – jeg er bare ikke god til at det der med at konversere.

Jeg misunder virkelig folk, der mestrer disciplinen smalltalk. Jeg har flere veninder, der er vældigt gode til det. De taler bare – sådan helt naturligt.  Jeg tænker ofte på, hvad de egentlig siger. Mon de stiller spørgsmål som f.eks:

“Hvad laver så du?”

“Hvor skal du hen på ferie til sommer?”

Sådanne ting. Det burde vel være nemt nok… 

Curriculum vitae

ved middagsbordet

Det er det bare ikke, når man er konstrueret som jeg.

Og hvorfor så ikke det?

Lige til højrebenet ligger naturligvis, at jeg er yderst introvert af natur.  

Dertil kommer, at jeg let kommer til at opleve situationen opstyltet og snakken overfladisk. 

Dette erkender jeg, velvidende at man så kan tænke,  at jeg ikke interesserer mig for andre mennesker.

Det er imidlertid ikke sådan, det forholder sig. 

Jeg interesserer mig så absolut for mennesker. Først og fremmest udfra en tanke om, at ethvert menneske er unikt, med helt sin egen unikke historie.

Det er de historier, jeg langt hellere vil høre. Ligesom jeg finder det trivielt at skulle opliste mit CV ved et middagsselskab. 

Curriculum vitae – Livsløb

dette er bestemt ikke noget moderne udtryk, i og med ophavsmanden til ordene er romeren Cicero, der levede f. Kr.

Benyttes i dag som en levnedsskildring, der oplyser om uddannelses og erhvervsmæssige kvalifikationer og nvendes i forbindelse med skriftlige jobansøgninger.

Hvad eller hvem?

Når jeg præsenteres for rækken af standard spørgsmål fra en godhjertet og velmenende bordherre – eller dame, ditto, henledes mine tanker uvilkårligt på den øvelse, jeg skal foretage, når jeg skal skrive et CV i forbindelse med en jobansøgning.

“Fakta, der i punktform fortæller,

hvad jeg er … ikke hvem jeg er…” 

Og hvad er egentlig et CV, udover en opremsning af fakta. Fakta, der i punktform fortæller, hvad jeg er – kronologisk fremstillet, måske lidt tilpasset og pyntet på. Jeg vil jo gerne have jobbet, såfremt der er sådan et i farvandet.

Men fortæller samme CV , hvem jeg er?

Jeg har ladet mig fortælle, at mange arbejdsgivere sorterer ansøgninger efter indholdet af CV´ er. Forholder det sig ikke sådan, at vi gør det samme, når vi træffer nye mennesker? Vi danner os naturligvis et førstehåndsindtryk. Men skal dette indtryk nødvendigvis baseres på hvilket job vi har?

 

Sidder jeg overfor et menneske, jeg ikke har mødt før og bliver spurgt, hvad jeg bestiller til daglig, svarer jeg naturligvis, at jeg er sygeplejerske – for det er jeg jo. Men jeg er da også alt muligt andet…

“Det første,

der falder mig ind…” 

Måske jeg en skulle prøve at svare på en helt anden måde. Bare sige det første, der falder mig ind. Så som: Jeg er fascineret af Dostojevskij, Jung og Brinkmann. Jeg bliver af og til melankolsk og tænksom, men jeg er i besiddelse af en veludviklet humoristisk sans … jeg lægger stor vægt på retfærdighed og afskyr intolerance …

Eller andre ting, der uvilkårligt ville falde mig ind om mig selv. 

Jeg tænker, der ville være to mulige udfald; måske ville der opstå en samtale – eller jeg ville blive anset for at være lidt småskør – hvilket jeg til enhver tid ville vedkende mig.

#Denderermig

Nu forholder det sig til alt held sådan, at dette er min personlige blog på min ganske egen hjemmeside.

Her er jeg således ikke underlagt hverken normer eller retningslinjer, jeg ikke er tilpas ved.

Her kan jeg præsentere mig selv og udforme mit CV –  mit Curriculum vitae – ganske, som jeg vil. Ud fra en forståelse af, at et livsløb – eller livsforløb, om man vil – rummer så meget mere end en faktuel opremsning.

Lige så lidt som jeg vil påberåbe mig at have nogen form for ekspertise, lige så lidt kan prale med at have været velovervejet og målrettet livet igennem. Så langt fra. Der har i sandhed været omveje og vildveje.

Snørklede, bakkede og besværlige.

Glade, sjove og triste – som det er for de fleste.

Hvorvidt det har været tilfældigt eller den findes et fænomen, der hedder skæbne, skal jeg ikke kunne sige.

Kun kan jeg sige, at jeg ikke ville være de mange veje foruden.

 

Tegning af Lise Beck Anderen

Fra digtsamlingen LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT