Vil du vide hvem jeg er? … eller hvad jeg er?

Netop dette spekulerer jeg ofte på, når jeg træffer nye mennesker, særligt ved et middagsselskab.  En ting kan jeg dog sige med sikkerhed:

Jeg hader smalltalk

Så enkelt er det. Ikke fordi jeg som sådan føler trang til at være negaitv. Faktisk ser jeg mig selv som et ganske positivt menneske.

Jeg forstår mig bare ikke for fænomenet smalltalk. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af det. Det må være et mangelsymptom hos mig. Men jeg har mange andre goder sider.

Måske er du min diametrale modsætning?

Måske er du hende eller ham, der altid kan finde på noget at sige og let falder i snak med fremmede? I så fald kan jeg godt blive lidt misundelig på dig af og til. 

“Åh, disse akavede,

pinagtige situationer…”

Er du det, sker det sikkert jævnligt, at du til et middagsselskab bliver placeret ved siden af hende, den stille. Hende, der ikke siger et kvæk. Måske sidder hun oven i købet med en anstrengt mine, ligegyldigt hvor positiv, imødekommende og underholdende, du bestræber dig på at være.

Jeg har fuld forståelse for, at det må være noget så belastende for dig.

Samtidig er jeg dog også sikker på, at samme stille person gør sit yderste for at få ansigtet lagt i lidt mere muntre og imødekommende folder. For at svare på dine mange velmente spørgsmål.

Jeg ved det, fordi hun sagtens kunne være mig.

Naturligvis sætter jeg pris på at blive inviteret til selskab – jeg er bare ikke god til at det der med at konversere.

Jeg misunder virkelig folk, der mestrer disciplinen smalltalk. Jeg har flere veninder, der er vældigt gode til det. De taler bare – sådan helt naturligt.  Jeg tænker ofte på, hvad de egentlig siger. Mon de stiller spørgsmål som f.eks:

“Hvad laver så du?”

“Hvor skal du hen på ferie til sommer?”

Sådanne ting. Det burde vel være nemt nok… 

Curriculum vitae

ved middagsbordet

Det er det bare ikke, når man er konstrueret som jeg.

Og hvorfor så ikke det?

Lige til højrebenet ligger naturligvis, at jeg er yderst introvert af natur.  

Dertil kommer, at jeg let kommer til at opleve situationen opstyltet og snakken overfladisk. 

Dette erkender jeg, velvidende at man så kan tænke,  at jeg ikke interesserer mig for andre mennesker.

Det er imidlertid ikke sådan, det forholder sig. Tværtimod.

Jeg interesserer mig så absolut for mennesker. Først og fremmest udfra en tanke om, at ethvert menneske er unikt, med helt sin egen unikke historie.

Det er de historier, jeg langt hellere vil høre. Ligesom jeg finder det trivielt at skulle opliste mit CV ved et middagsselskab. 

Curriculum vitae – Livsløb

Dette er bestemt ikke noget moderne udtryk, i og med ophavsmanden til ordene er romeren Cicero, der levede f. Kr.

Ordene benyttes i dag om en levnedsskildring, der oplyser om uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer og anvendes i forbindelse med skriftlige jobansøgninger.

Hvad eller hvem?

Når jeg præsenteres for rækken af standard spørgsmål fra en godhjertet og velmenende bordherre – eller dame, ditto, henledes mine tanker uvilkårligt på den øvelse, jeg skal foretage, når jeg skal skrive et CV i forbindelse med en jobansøgning.

“Fakta, der i punktform fortæller,

hvad jeg er … ikke hvem jeg er…” 

Og hvad er egentlig et CV, udover en opremsning af fakta. Fakta, der i punktform fortæller, hvad jeg er – kronologisk fremstillet, måske lidt tilpasset og pyntet på. Jeg vil jo gerne have jobbet, såfremt der er sådan et i farvandet.

Men fortæller samme CV , hvem jeg er?

Jeg har ladet mig fortælle, at mange arbejdsgivere sorterer ansøgninger efter indholdet af CV´ er. Forholder det sig ikke sådan, at vi gør det samme, når vi træffer nye mennesker? Vi danner os naturligvis et førstehåndsindtryk. Men skal dette indtryk nødvendigvis baseres på f.eks hvilket job vi har? Kan der ikke gå rigtigt meget tabt i så rigid en kommunikation?

Jeg tænker nok, en og anden kunne opfatte min indfaldsvinkel som helt skæv – og måske ovenikøbet føle sig stødt af den. skulle det være tilfældet, undskylder jeg på forhånd.

Noget af det bedste ved livet, er at vi mennesker er så forskellige.

 

“Det første,

der falder mig ind…” 

Sidder jeg overfor et menneske, jeg ikke har mødt før og bliver spurgt, hvad jeg bestiller til daglig, svarer jeg naturligvis, at jeg er sygeplejerske – for det er jeg jo. Men jeg er da også alt muligt andet…

Måske jeg skulle prøve at svare på en helt anden måde. Bare sige det første, der falder mig ind. Så som for eksempel: Jeg er fascineret af Dostojevskij, Jung og Brinkmann. Jeg bliver af og til melankolsk og tænksom, men jeg er i besiddelse af en veludviklet humoristisk sans … jeg lægger stor vægt på retfærdighed og afskyr intolerance …

Eller andre ting, der uvilkårligt og spontant ville falde mig ind om mig selv. 

Jeg tænker, der ville være to mulige udfald; Der kunne opstå en lidt anderledes samtale – eller jeg ville måske blive anset for at være lidt småskør.

Det vil jeg nu til enhver tid kunne leve med – og leve op til – for jeg kan til  enhver tid ville vedkende mig, at det forholder sig sådan.