Indtryk

Vi danner os alle et førstehåndsindtryk af mennesker, vi møder, uden at der nødvendigvis er udvekslet ord imellem os. Der er mange ting ved menneskers fremtræden, vi mener indikerer, hvad det er for et menneske, vi står overfor. Eller måske bare spotter i mængden.

Hvad ville du f.eks mene om disse to?

Hvem af dem ville du mene kunne være din bankrådgiver? Din chef? Hvem af dem ville du foretrække at betro at passe dine børn  – Måske være træner i ungernes fodboldklub?

Hvem ville du erhvervsmæssigt spå den mest lovende fremtid?

Two faces

Hvem af disse to ville du anse for den største begavelse?

Udtryk

For de fleste af os giver svaret naturligvis sig selv – eller gør det?

Indrømmet, det er et udpræget forenklet og komisk karikeret eksempel.

Men måske kan det alligevel bruges til et eller andet.

De fleste af os vil naturligvis holde os for gode til at skelne mennesker fra hinanden, på den måde der her lægges op til.

Men alligevel – hånden på hjertet – så kunne man måske finde udgaven til venstre en kende mere opvakt end udgaven til højre.

På samme måde kan billeder, der opstår i mødet mellem mennesker, være misvisende. Ethvert menneskeliv rummer en fortælling, der ikke umiddelbart kommer til udtryk.

I første omgang ikke ved det ydre, vi viser hinanden, men ofte heller ikke til trods for at vi taler sammen.

For hvad fortæller vi hinanden?

 

Hvordan definerer du dig selv?

Gennem CV eller fortælling?

En definition?

Hvad vil du gerne fortælle andre mennesker om dig selv? Hvad ønsker du, mennesker du møder for første gang i sociale sammenhænge, skal vide om dig?

Det er min (naturligvis subjektive) opfattelse, at vi i relation til andre ofte definerer os selv ud fra et ydre billede. Ofte får vor beskrivelse af os selv karakter af et lineært CV uden nuancer.

Eksempelvis ynder vi at udtrykke hvem vi er gennem vor profession. Ligesom vi mange gange gør det samme på vore børns vegne; 

Mine børn er for længst voksne og dermed også for længst i gang med at skabe deres eget liv. Da jeg stadig bor i det område, hvor de i sin tid gik i skole, sker det naturligvis, at jeg støder ind i forældre fra den tid.

“Hvordan går det så med dine, spørges der tit – Hvad bestiller de?”

Det svarer jeg naturligvis på – er jeg opvakt nok, netop i den givne stund, vælger jeg at svare:

“De har det godt og trives fint.”

For jeg vil naturligvis rigtigt gerne tale om mine børn – hvem vil ikke det? Men ærligt talt, så gider jeg ikke stå og remse deres færden gennem uddannelsessystemet, eller hvad det nu måtte være, op – på trods af at jeg kan have en klar fornemmelse af, at det er det forventes. 

Fortælling

I og med vi danner os indtryk af mennesker udfra det, vi ser og hører, vil der også findes et væld af fortællinger om hvem vi er.

Nogle af disse fortællinger kende vi måske til, andre ikke.

Men igen – har vi noget at bruge dem til?

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mennesker,  der har spillet større eller mindre roller i mit liv, bærer på fortællinger, der ligger milevidt fra den fortælling, jeg selv har og ønsker at leve i.

Jeg er vokset op i en traditionel kernefamilie, hvor jeg i høj grad oplevede forventningen om, at jeg måtte passe ind i en given skabelon. At vejen gik mod at blive noget fremfor at blive nogen. Dette hørte vel tiden til, ligesom det måske endnu mere præger vort samfund i dag.

Ærgerligt, set i lyset af, at det at være nogen, ofte kan indeholde en langt rigere fortælling, end det blot at være noget. 

 

I hvilken fortaelling om dit liv befinder du dig bedst

Tænk at være nogen – frem for blot at være noget …

#Denderermig

Mit CV i ordets traditionelle betydning og min egen fortælling om mig og mit liv som to forskellige størrelser.

Ordet Curriculum vitae betyder direkte oversat livsløb. Skal jeg beskrive mit liv, vil det være alt andet end et lineært, nøjere gennemtænkt og målrettet forløb. 

F.eks har jeg ikke valgt min uddannelse efter nøje overvejelse  – snarere tværtimod. Da jeg i sin tid skulle vælge uddannelse, var jeg et sted i livet, hvor jeg mest af alt agerede i forhold til en defineret skabelon. 

At jeg sidenhen blev meget glad for den vej, jeg gik, er selvfølgelig en rigtigt fin sidegevinst, set i lyset af, at jeg givetvis havde valgt noget helt andet, hvis jeg dengang havde haft mod til at følge mit hjerte.

Såvel i min ungdom som i mit tidlige voksenliv har jeg gjort en gevaldigt stor indsats for at passe ind i omtalte skabelon – skønne spildte kræfter, set i bagklogskabens klare lys – for netop disciplinen passe ind har jeg vist aldrig haft talent  for.

I det hele taget har det her med at følge den lige, afstukne vej aldrig været mig – Jeg har bevæget mig af omveje, vildveje og taget ganske mange afstikkere i forskellige retninger. Blindveje har der også været. Når jeg ser tilbage, ser jeg et væld af brudstykker, der måske kan synes uden sammenhæng. Og dog – alligevel har der dannet sig et billede. Brikker, der måske ved første øjekast  har syntes ukurante, har hver især fundet en plads, på trods af at de umiddelbart ikke så ud til at passe ind nogen steder. 

Det kan opfattes som en ubehjælpsom, fortærsket floskel at sige, man ikke ville have været nogen af sine mærkværdige valg og oplevelser  i livet foruden – ikke desto  mindre ser jeg på gode som mindre gode perioder i mit liv som brikker i det brogede puslespil, der har dannet netop den, der er mig.

Foedt 1963 Paa trods af opvaekst i traditionel kernefamilie kun i besiddelse af ringe tilpasningsevne i forhold til vort samfunds herskende normer 3

Mit CV – en udgave

Vorherr maa vide kun han kan forstaa min saere forvildede faerden.2 2

Fra digtsamlingen LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT