Mit 2020

2020 har været et benhårdt år.  Men så absolut givende og lærerigt … set i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Parallelt med at verden bukkede under for en pandemi, der desværre stadig har alt for godt fat, har jeg stædigt forsøgt at fortsætte ad en  vej, der bød på alt for mange forhindringer.

Jeg troede at jeg var på rette vej –  at jeg bare skulle forcere de forhindringer, der lå foran mig. 

Men jeg tog fejl.

Mærkværdigt nok – eller måske i virkeligheden ganske menneskeligt – fortsatte jeg alt, alt for længe. Jeg tærede på kræfter, der for længst var sluppet op.  

Var jeg standset op og havde set alting i et ærligt perspektiv – været hundrede procent tro mod mig selv – ville jeg utvivlsomt have erkendt, at jeg ikke formåede at fortsætte ad den vej, jeg mente var den rigtige for mig. 

Med til historien hører, at omstændigheder og mennesker omkring mig bidrog til at gøre vejen vanskelig.

Paradoksalt nok var nogle af disse også med til at tvinge mig væk fra vejen – heldigvis … 

Hidtil har jeg kaldt mig sygeplejerske og fritidsforfatter.

Nu kan jeg tilføje titlerne patient og social klient til mit CV.

Kunne jeg bare have nøjes med at være syg

Dette lille heldigvis er først dukket op i min bevidsthed for få måneder siden. Indtil da så jeg ganske anderledes på det.

For da var jeg optaget af at forsøge at kæmpe mig videre.

En ting var at jeg blev syg. Havde det da bare været det …

Men i dagens Danmark er det desværre ikke muligt bare at være syg, når man er syg …

Det kender jeg desværre alt for godt til gennem mit fag. Nu har jeg så også erfaret det på egen krop og sjæl. 

Hidtil har jeg kaldt mig sygeplejerske og fritidsforfatter. Nu kan jeg tilføje titlerne patient og social klient til mit CV.

Gennem hele 2020 og lidt til i hver ende har jeg:

– Kæmpet med sygdom og et sundhedssystem, der ikke syntes at lytte.

Heldigvis er det omsider lykkedes at få den hjælp, jeg har behov for.

– Kæmpet for at beholde mit job, til trods for at jeg trivedes dårligt på min arbejdsplads.

Jeg er for nylig blevet opsagt. Hvorvidt jeg har mistet mit job eller mit job har mistet mig, er en anden historie.

– Kæmpet med den almægtige myndighed, der i daglig tale kaldes jobcenteret. Det i sig selv tænker jeg kan nedbryde selv den stærkeste. 

Jeg er så langt fra i mål endnu, men jeg er heldig at have god (betalt) hjælp.

Måden, dette system fungerer på, gør mig så vred. Ikke bare på egne vegne, men på vegne af alle de mennesker, der kommer i kontakt med det, fordi de har været så uheldige at blive syge.

 Desværre har mine personlige oplevelser kun bekræftet, hvad jeg har set gennem mit arbejde; Behandlingen af syge og sårbare borgere i jobcenter-regi kan være både nedværdigende og nedbrydende. Her hører al vort “velfærdssamfunds” højt besungne lighed op.

Vel vidende at det kan virke som en flosset og fortærsket kliche, vil jeg alligevel sige, at jeg i dag sætter pris på at have været igennem alt dette. 

For ikke alene er jeg erfaringerne rigere – jeg er også blevet tvunget til at standse op og overveje, hvilken vej, jeg nu må vælge. 

Fremtiden er på mange måder uvis.

Alligevel er jeg kommet til et sted,

hvor jeg føler mig godt tilpas.

Mening?

Mit helbred er ikke længere det samme. Jeg har ikke noget job. Fremtiden er på mange måder uvis.

Alligevel føler jeg mig både heldig og priviligeret.

På trods af besværlighederne er jeg kommet til et sted, hvor jeg føler mig godt tilpas. Jeg har fundet tid, ro og rum til være mig. Jeg har fået en mulighed for at fortsætte i et tempo, der passer mig – på den måde vil det være meget lettere for mig at få øje på andre veje. 

Jeg vil gerne understrege, at jeg med dette indlæg på ingen måde vil give udtryk for, at alle må kunne anskue hårde perioder på denne måde. Det ville være både ufølsomt og arrogant. For vel møder vi alle modstand – men dels er modstand så langt fra ligeligt fordelt, for livet er ikke retfærdigt – og dels har vi vidt forskellige forudsætninger. 

Min pointe er blot, at denne forståelse giver mening for mig. Jeg har været en rum tid om at nå hertil, og jeg ved ikke, hvad der venter forude – men jeg tror på, at noget – skæbnen eller de højere magter, om man vil – har vist mig, at jeg var på vej i den forkerte retning.