Modelfoto

 

Åbent brev til hvem, det måtte vedrøre

 

 

Kære sagsbehandler – er du bevidst om konsekvenserne?…

Jeg har længe ønsket at færdiggøre et brev, jeg længe har haft liggende i kladdeform. Desværre har jeg gennem de sidste mange måneder ikke haft den fornødne energi. 

Nu er jeg imidlertid kommet dertil, hvor jeg føler, jeg skrive det.

Brevet er stilet til en vilkårlig  sagsbehandler. Indholdet tager udgangspunkt i personlige oplevelser. Dog er det vigtigt for mig at understrege, at brevet er tiltænkt en hvilken som helst sagsbehandler i et hvilket som helst kommunalt jobcenter i Danmark – samt hvem, det ellers måtte vedrøre.

Til hvem som helst, det måtte vedrøre

Mit ærinde er ikke at udstille nogen. Ej heller er det min hensigt udelukkende at drage sagsbehandlerne til ansvar. Når brevet stiles til denne gruppe, er det fordi det er en sagsbehandler, en borger først kommer i kontakt med, når han eller hun tilknyttes et kommunalt jobcenter i forbindelse med en længere sygemelding. En situation, hvor borgeren er sårbar, hvor stærk han eller hun iøvrigt ellers måtte være.

Trods indledningen skal brevet som understreget opfattes som en henvendelse til enhver, det måtte vedrøre – beskæftigelsesministeren inklusive.

Jeg forestiller mig, at enhver, der i sin tid har valgt at tage en uddannelse til socialrådgiver, først og fremmest er gået ind i det med et ønske om at hjælpe mennesker med udfordringer og problemer på det sociale område.

Derfor tænker jeg da også, det må være forbundet med en hel del frustration at være ansat som sagsbehandler på et kommunalt jobcenter.

(At ikke alle, der er i denne funktion, har en socialfaglig uddannelse er jeg bekendt med, uden at jeg kender til det nøjagtige tal.)

Personligt

Personligt har jeg i forbindelse med egen sygdom været tilknyttet et kommunalt jobcenter i godt og vel et år.

Jeg gik ind i forløbet med en antagelse om, at dette tilbud, jeg blev præsenteret for, naturligvis havde til hensigt at hjælpe mig. For nok har jeg både hørt og læst om mange mennesker, der har haft lange og svære forløb i jobcenter regi. Og jeg betvivler absolut ikke disse menneskers troværdighed.

Alligevel ville jeg naturligvis gerne tro det bedste om det system, jeg stod overfor.

Siden har jeg draget mine erfaringer.

Mit brev lyder som følger:

KÆRE SAGSBEHANDLER

(…og hvem, det ellers måtte vedøre)

Jeg er den sygeplejerske, der sidder i Psykiatrisk Akutmodtagelse og lytter til ulykkelige mennesker, der sendes hertil, når de under en samtale med dig har givet udtryk for, at de vil tage deres eget liv…

Disse mennesker er dybt ulykkelige. De føler sig magtesløse og ser derfor ingen anden udvej end at gøre ende på det hele.

At være sygeplejerske er min ene rolle, kære sagsbehandler…

Jeg har også en anden rolle. Som delvis sygemeldt gennem lang tid, er jeg din… Hvad kan det hedde?… Ikke patient. Borger, kunde, klient…?

Hvad vi kalder det har egentlig ikke nogen betydning for mig – for jeg betragter først og fremmest mig selv som MENNESKE, fuldstændigt som de mennesker jeg i kraft af min sygepleje-rolle kommer i kontakt med.

Jeg er i risiko for at miste mit job. Det har jeg fortalt dig et utal af gange gennem mange måneder. Du underskriver dig fastholdelseskonsulent og har ganske mange gange beskrevet din funktion for mig. Du har gennem et halvt år sagt, at: “det kan være, vi her fra jobcenterets side skal hjælpe dig med at fastholde dit job.”

(ordret citeret)

Jeg har spurgt indtil hvordan dette skulle foregå, men har endnu ikke fået et svar.

På et tidspunkt gav jeg udtryk for at være stresset og blev mødt af svaret: “hvorfor?”

Tjah, hvorfor?

Jeg føler mig fuldstændigt nedslidt. Ikke alene skal jeg kæmpe med sygdom og usikkerhed i forhold til min jobsituation, jeg skal også stå til regnskab her, hvor det jeg siger, drages i tvivl. Jeg er frustreret. Jeg er magtesløs…Men jeg er også vred. Ikke bare på egne vegne, men på vegne af alle de mennesker, der udsættes for jobcenterets vridemaskine.

Jeg betragter almindeligvis mig selv som et ressourcestærkt menneske. Endnu har jeg en forestilling om, at jeg nok skal klare mig igennem. Men jeg læser og hører om – og træffer – alt for ofte mennesker, der ikke har ressourcer og modstandskraft til det, de udsættes for i dette regi.

Det gør mig oprørt og vred – for er det ikke netop mennesker med udfordringer i livet, der skal have hjælp her?

Det seneste år har jeg selv været stærkt udfordret. Og er det stadig. Men som nævnt er jeg overbevist om, at jeg vil komme igennem dette her.

Og når den tid kommer, håber jeg på, at de oplevelser, jeg har haft, vil øge min trang til at tale sårbare menneskers sag.

Lige nu er jeg træt langt ind i kroppen og sjælen.

Men tro mig…. meget kan man tage fra mig. Men jeg vil stadig have min ytringsfrihed. OG den kampvilje, der lige nu er svækket, men uden tvivl vil komme igen. 

Med venlig hilsen En borger 

 

I 2019 foretog Psykiatrifonden og Landsforeningen Sind en undersøgelse med følgende resultat:

 

 

 

 

“Sygemeldte, der er tilknyttet jobcenteret, oplever at det belaster deres livskvalitet. 67,9% svarer i en ny undersøgelse, at jobcenteret i høj grad eller i nogen grad belaster deres livskvalitet. Det fører til, at 23% har tanker om, at livet ikke er værd at leve. Det er Psykiatrifonden, som i samarbejde med SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed har spurgt 1400 sygemeldte medlemmer af fagforbundene FOA, 3F og Dansk Magisterforening”

Mennesker under pres

Som nævnt ønsker jeg ikke at drage sagsbehandlere alene til ansvar for det, der foregår i landets jobcentre.

Jeg er bevidst om, at disse sagsbehandlere blot er mennesker, der i det daglige udfører en funktion, de ovenfra er dikteret til. De har givietvis lige så travlt og er lige så pressede, som jeg selv kan være i mit eget arbejde.

De er som jeg blot brikker i et system, der ikke levner megen plads til at tage sig af det enkelte menneske. Et system, hvor økonomiske prioriteringer vægtes højere end at give mennesker i en sårbar situation en god og værdig behandling.

Selvfølgelig må der forekomme mange gode forløb. Sådanne støder vi jo sjældent på i medierne. Der må alt andet lige komme noget godt ud af de 13 milliarder, der årligt bruges på landets kommunale jobcentre.

Blot er det blot tankevækkende, at det kan tage adskillige år at afklare, hvorvidt en borger er berettiget til flexjob eller førtidspension. oven i købet hvis en eller flere læger udtaler, at samme borger har en varigt nedsat funktionsevne.

Konsekvenser?

I et notat fra beskæftigelseministeriet kan læses følgende

 

Folketingsmedlem Victoria Velasquez (EL) har den 4. januar 2020 stillet følgende spørgsmål til beskæftigelsesministeren:
”Vil ministeren være med til specifikt at præcisere i lovgivningen, at kommunen ikke må iværksætte (beskæftigelses)indsatser, der ifølge den behandlende læge forværrer den sygemeldtes eller handicappedes helbredstilstand og funktionsniveau?”
Svar:
Det er en afgørende betingelse i beskæftigelsesindsatsen, at den altid skal være tilpasset og tilrettelagt med udgangspunkt i borgerens helbredstilstand, og deltagelse i tilbud eller indsats må ikke forringe borgerens helbred. Dette blev skrevet eksplicit ind i loven med den nye Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fra 1. januar 2020

Sinds undersøgelse er fra 2019. Ministerens svar, der er citeret ovenfor, fra januar 2020.

Sind påviser, at ganske mange borgere oplever forringelser i deres livskvalitet som følge af en tilknytning til et jobcenter i forbindelse med et længere sygdomsforløb. For nogen kan det være så alvorligt, at de føler, livet ikke længere er værd at leve.

Det er en meget alvorlig konsekvens.

Spørgsmålet om hvorvidt den nye lovtekst fra januar 2020, som beskæftigelsesministeren her citeres for, har haft positive konsekvenser på området, står tilbage at besvare.

Umiddelbart er det ikke mit indtryk. Men det kan jeg naturligvis ikke udtale mig om.

Kommentar

Som nævnt i indledningen er udkastet til denne tekst skrevet for en del måneder siden. Situationen for undertegnede er derfor anderledes på nuværende tidspunkt end ovenfor beskrevet.

Birgitte Abdel