Mennesker på godt og ondt

Jeg lytter ofte til podcast.

Et af mine yndlingsprogrammer er Brinkmanns briks. Jeg er en stor fan af  Svend Brinkmann, hvorfor jeg altid ser hen til onsdag, hvor en ny episode kommer.

Denne onsdag er dagens tema Det gode menneske – sidste uge hørte vi om Det onde menneske.

Hvorvidt mennesket grundlæggende er ondt eller godt er et vældigt interessant spørgsmål, der belyses vældigt godt i disse to episoder.

Dette er dog ikke – skal jeg skynde mig at sige – et indlæg om filosofi.

Det er et indlæg, der handler om noget lavpraktisk, der vedkommer os allesammen.  (Undskyld Brinkmann – jeg tænker, man kan sige det samme om filosofi)

Det er et indlæg om samfundssind 

Coronakrisen og  – ordet samfundssind – inddrages ofte,  når talen falder på det gode og onde i mennesker.

At sidestille samfundssind med gode menneskelige egenskaber er vel næppe skudt helt forbi; empati, forståelse, tolerance, betænksomhed – at kere sig om hinanden.

 

 

 

Det nye sort

Her under Coronakrisen er samfundssind blevet det nye sort. Man kunne næsten tro, ordet var opfundet til lejligheden.

Selvfølgelig har det høj relvans

Det er jo selvsagt nødvendigt at vi passer på både os selv og hinanden.

Viser samfundssind.

Spørgsmålet er, hvad der bærer dette højaktuelle samfundssind frem?

Er vor tendens til at udvise samfundssind  under en Corona-epidemi mon udsprunget af en tanke om, at denne sygdom – den kan ramme os alle?

Dette skønne par er tegnet af Lise Beck Andersen. Tegningen stammer fra afsnittet SAMFUNDSSIND i digtsamlingen LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT, der er udgivet, længe før samfundssind blev det nye sort.

Det siges, at et samfund skal kendes på måden, hvorpå det behandler sine svageste.

Her under denne krise er vi alle – om ikke i samme båd – så dog på samme oprørte farvand. Ting, vi ser ramme kollegaen eller naboen, kan også ramme os.

Det kan andre former for sygdom og ulykke også – men det er dog stadig lettere at holde lidt afstand til, i og med vi ikke konfronteres med det i samme grad.

Det siges, at et samfund skal kendes på måden, hvorpå det behandler sine svageste.

Længe før Corona gjorde sit indtog, har mennesker i dette land været i krise  – psykisk  syge, handicappede, arbejdsløse – sårede og udfordrede mennesker, der må kæmpe i årevis for en anstændig levevis.

Det forholder sig nemlig sådan, at bliver man syg i længere tid og ikke kan passe et arbejde – da må man kæmpe med så meget mere end “bare” det at være syg.

Det omtales da også jævnligt i medierne – forfærdelige historier popper op midt i aftenkaffen. Vi ser dem og tænker måske over det for en stund – for sådan kan man da ikke behandle mennesker …

….og da slet ikke i et velfærdssamfund.

Men så kommer næste historie på skærmen. og vi glemmer den forrige.

For med mindre vi er personligt berørt, er de fleste af os i besiddelse af denne her “det sker ikke for mig” forsvarsmekanisme. Særligt omkring ting, vi kan holde på behørig afstand.

 Viser vi samfundssind, når vi ikke selv oplever at være i farezonen?

Samfundssind kan bruges til mange ting

Trods alle gode forsvarsmekanismer kan vi alle blive syge eller komme ud for noget andet, der gør, at vi får brug for samfundets hjælp.

Og selv om det ikke skulle ske – er vi da ikke forpligtede til at vise samfundssind, også over for mennesker, der ikke er så heldige som vi?

 

Et borgerforslag

På Facebook lægger flere grupper i denne tid væg til et opslag om et borgerforslag om sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge.

Forslaget er stillet af Louise Scheide Frederiksen.

Måske ser jeg det jævnligt, fordi jeg frekventerer netop disse grupper.

Jeg ved ikke hvor mange underskrifter, der mangler, for at forslaget har det påkrævede antal.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der findes 50.000 mennesker i dette land, der ville foretrække en god og værdig sagbehandling fra det offentliges side, hvis man skulle være så uheldig at blive syg, ramt af ulykke eller på anden måde få brug for hjælp fra velfærdsamfundet.

Jeg tror, at de fleste mennesker lever i  præcis samme overbevisning, som jeg selv gjorde for et par år siden; Nemlig, at … bliver jeg fx. syg og uarbejdsdygtig – jamen, så træder velfærdsamfundet selvfølgelig til.

Sådan skulle det da også gerne være. Vi lever i et rigt land med et velfærdssystem, vi alle bidrager til – så selvfølgelig skal vi kunne stole på systemet.

Imidlertid er virkeligheden en anden.

Fra borgerforslaget citeres:

“Der foreligger i dag ingen tidsramme i forbindelse med afklaring af arbejdsevne. Det betyder, at mange sygdomsramte, uanset om de modtager sygedagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, ressourceydelse eller ledighedsydelse er underlagt uvished og årelange sagsprocesser. Vi hører løbende om sager, hvor en sygdomsramt borger har været i afklaring i 5, 10 eller 15 år, uden at der er taget stilling til arbejdsevnens nedsættelse eller et mere permanent forsørgelses grundlag.”

Hvad nu, hvis du bliver syg? Bliver uarbejdsdygtig? mister dit arbejde?