Nogle forandringer vælger vi selv, andre vælger os…

Bedst, som vi føler os godt tilpas i livet, kan alting blive vendt op og ned…

… og vi befinder os et sted, hvor alting føles ukendt, og veje frem kan være svære at se.

Indlægget her er inspireret af en række forandringer, der er sket i mit eget liv gennem de seneste år.

Forandringer, jeg ikke lige havde set komme. Eller … da i hvert fald ikke skænkede den nødvendige opmærksomhed lige med det samme.

At forandringer er en del af livet, var naturligvis ikke en overraskelse for mig. Som de fleste andre er jeg stødt på mine bump på vejen.

Som de fleste kender jeg til oplevelsen af kaos, når livet og hverdagen ændres radikalt, og tilværelsen må bygges op på ny.

Alligevel var jeg ikke klogere, end at jeg slog de signaler, jeg mærkede fra min krop, hen og sagde til mig selv, at det gik nok over!

Det var rigtigt dumt – men hverken fornægtelse eller bagklogskab er jo ikke ualmindeligt blandt mennesker.

Forandringer kan komme snigende, mens vi går og tror at alt er i den skønneste orden – og glemmer vi at se os til siden, kan de ske at overhale indenom.

For nogen tid siden læste jeg en artikel

Jeg husker hverken hvor eller af hvem, og kan derfor heller ikke udtale mig om, hvorvidt det var en fagprofessionel person, der stod bag den udtalelse, der fik mig til at standse op og reflektere;

Skribenten mente, at man burde være varsom med at fortælle sine børn, at ting kan forandre sig. At det kun ville gøre dem usikre og angste.

Der er ingen tvivl om, at børn har brug for sikre og trygge rammer omkring sig. At vide, der er voksne, der passer på dem.

Når det er sagt, tænker jeg, at et gran af kendskab til livets foranderlighed kan være godt for et barn – naturligvis under hensyntagen til barnets alder og modenhed. Slet ikke at italesætte at noget i livet kan forandre sig, kan gøre det langt vanskeligere for et barn at forholde sig til de forandringer, der før eller siden vil indtræffe i dets liv.

Ved at fortælle dem, at intet ondt vil kunne ske, negligerer vi vel også den grundlæggende angst, der findes i alle mennesker. Så hellere sige: Ja, der er ting, man kan blive bange for – men jeg er her for at passe på dig.

Ingen talte om det …

Selv er jeg vokset op i en familie, hvor “man ikke talte om det” – “det” er i denne sammenhæng hvad som helst, stort som småt. Inklusive forandringer.

Det er i hvert fald sådan, det ser ud i min erindring – jeg er ikke i tvivl om, at nogen vil modsige det udsagn. Men hvorom alting er, er det den oplevelse, jeg har båret med mig gennem livet. Der har givetvis været talt om nogle ting. Men jeg husker ikke, at det handlede om, hvordan jeg havde det med små og store hændelser, der skete. Hvad jeg måske tænkte eller følte.

I mit voksne liv har jeg ofte spekuleret på, hvorvidt det var en almindelig tendens i tiden dengang, eller om denne tavse forholden sig til livets sværere vilkår var noget specielt for den kernefamilie, jeg var født ind i.

Min fars kræftsygdom og alt for tidlige død – og alt, hvad den indebar og det, der fulgte – er ikke noget, jeg husker, nogen voksne nogensinde talte med mig om. Jeg var 15 år gammel på det tidspunkt.

Livet og hverdagen  fortsatte. Alting var naturligvis vendt op og ned og fuldstændigt kaotisk og anderledes. På trods af dette gik livet videre, uden nogen rigtigt talte om det, der var sket.

Tavsheden var uden tvivl et misforstået hensyn…

Om dette har nogen indflydelse på min måde at forholde mig til forandringer i livet, er jeg ikke i stand til at vurdere.

 

Forandringer kommer i mange udgaver

De kan være gode, selvvalgte og forventede – eller være svære og ødelæggende, og  indtræde, når vi mindst venter det.

Somme tider fylder de os med forventning og glæde, ja måske lige frem ekstase – tænk bare på forelskelse.

Somme tider opleves det, som om livet sparker med pigsko med en kraft, så vi falder og havner i en dyb pøl af mudder, chokerede og ude af stand til at handle. 

Og så er der naturligvis alt det, der ligger imellem.

Men uanset hvad, kan forandringer slå benene væk under os. Og tage kontrollen fra os. For måske har vi ikke de redskaber, der skal til for at løse de opgaver, vi står overfor.

Sygdom, skilsmisse, mobning, flytning, fyring, pensionering, tab af nærtstående er eksembler på livsbegivenheder, der radikalt ændrer et menneskes liv. Om ikke vi alle vil komme ud for dem alle, vil vi ikke komme til at gå igennem livet, uden at støde på en eller flere af dem eller nogle helt andre.

Meget lidt er sikkert i denne verden –

noget er dog  –

nemlig det, at intet er sikkert.

Eller sagt på en anden måde;

Intet forbliver det samme. 

Alting vil forandre sig før eller siden.

Selv om alting kan forekomme håbløst, er det godt at vide at selv håbløsheden foranderlig.

Når der sker store forandringer i livet,

…kan nogle reagere ved at komme i en krisetilstand i kortere eller længere tid. Man kan føle sig trist, angst, magtesløs og ude af stand til at overskue tilværelsen. Ikke sjældent kan tilstanden udvikle sig til reel depression.

Desværre kan vi ikke altid styre udenom de bump, vi møder under vejs – der ville være fantastisk, om vi kunne.

Ej heller kan vi ruste os fuldstændigt til en hvilken som helst udfordring, vi måtte møde.

En forhindring, vi står overfor, ligner sjældent den forrige, vi kæmpede med.

Vi er ofte forskellige steder i livet, når begivenheder indtræffer. Måske har vi fået samlet en god portion erfaring – til gengæld er vi måske knap så modstandsdygtige som tidligere.  Mange forskellige faktorer kan have indflydelse på vores evne til at tackle udfordringer.

Alt, hvad vi kan gøre, er at slutte fred med den kendsgerning, at livets foranderlighed er et grundvilkår.

Og huske på, at det ikke bare er godt, der kan forandre sig til mindre godt – men også omvendt. Og endelig – forandringer, der først kan synes forfærdelige, kan somme tider vise sig at bære mange gode ting med sig.

Min personlige historie gennem de seneste 2-3 år indeholder mange forandringer i forhold til alt det, en kronisk sygdom kan føre med sig.

At diagnosen fibromyalgi først for relativt nylig er anderkendt som egentlig sygdom, samt at den er omgærdet af en hel del fordomme og tvivl, har ikke gjort det nemmere.

Jeg oplever mit liv radikalt forandret. Mange ting, jeg gjorde før som det selvfølgeligste af verden, kan jeg ganske enkelt ikke mere.

Dertil kommer et rolleskift; hvor jeg før arbejdede som sygeplejerske, er jeg nu patient …ikke at det ene nødvendigvis udelukker det andet, det gør det naturligvis ikke. Men for mig har sygdommen medført, at jeg i skrivende stund ikke arbejder i det fag, jeg holder rigtigt meget af.

Jeg håber meget på at jeg kommer til det igen – indtil videre er det uafklaret.

Alt, hvad vi kan være sikre på,

er at intet i livet forbliver det samme –

alting forandres, før eller siden.

At slutte fred med foranderligheden

som et grundvilkår er et skridt i den rigtige retning.

Forandringer, der føles vanskelige,

kan bære gode ting med sig.