“Det eneste uforanderlige er, at alting er foranderligt”

Heraklit

Hver især bærer vi på en fortælling om vort liv. I denne fortælling indgår en lang række komponenter. En af disse er de FORANDRINGER, der sker undervejs. Måden, hvorpå de fortælles, indgår i vor personlige fortælling – vor identitet.

Når man ikke ser det…

Alt er godt – fuld fart frem

Befinder vi os et sted i livet, hvor alting går allerbedst – synes vi – kan vi have en tendens til at færdes med næsen pegende fremad – og opad, uden at skæve til hverken højre eller venstre… eller forholde os til, hvorvidt grunden under vore fødder er tilstrækkeligt sikker og ikke gemmer på forhindringer, vi ikke umiddelbart ser.

Og det for så vidt godt nok.

Så længe vi har erkendelsen af livets foranderlighed med os i rygsækken.

Og er opmærksomme på de signaler, vi måtte møde undervejs.

En talemåde, hvis oprindelse jeg ikke kender, lyder som følger:

Det, man ikke ser i øjnene, rammes man af i nakken.

Eller sådan  noget lignende. Jeg ved ikke, om det er korrekt citeret. Til gengæld ved jeg, at ordene ofte kan vise sig sandfærdige.

I bagklogskabens ulideligt klare lys har jeg forstået, hvor vigtigt det erlivet igennem  ikke bare at forholde sig til, men også at sætte ord på begivenheder, der indebærer forandringer.

Forandring 8

Somme tider kan vort sanseapparat være selektivt ….

Når man end ikke taler om det …

Jeg er vokset op i en familie, hvor “man ikke talte om det” – “det” var i denne sammenhæng hvad som helst, stort som småt.

Begivenheder af enhver art. Inklusive forandringer.

Det er i hvert fald sådan, det ser ud i min erindring – jeg er ikke i tvivl om, at nogen vil modsige det udsagn. Men hvorom alting er, er det den oplevelse, jeg har båret med mig gennem livet.

Der har givetvis været talt om nogle ting. Eller … det har der – når jeg tænker efter. 

Men jeg husker ikke, at talen handlede om, hvordan jeg havde det med små og store hændelser, der skete. Hvad jeg mon kunne tænke eller føle.

Derimod taltes der om tingene med en forforståelse, der fik alting til at passe ind i en allerede eksisterende skabelon.

I mit voksne liv har jeg ofte spekuleret på, hvorvidt det var en almindelig tendens i tiden dengang, eller om denne tavse forholden sig til livets sværere vilkår var noget specielt for netop den kernefamilie, jeg var født ind i. 

En familie, der som alle andre ramtes af begivenheder, der skabte forandringer.

Min fars kræftsygdom og alt for tidlige død var selvsagt en begivenhed, der trak tæppet væk under hele familien. 

Alligevel var alt, hvad denne begivenhed indebar og det, der fulgte, ikke noget, nogen voksne nogensinde talte med mig om. Jeg var 15 år gammel på det tidspunkt.

Livet og hverdagen  fortsatte. Alting var naturligvis vendt op og ned og fuldstændigt kaotisk og anderledes. På trods af dette gik livet videre, uden nogen rigtigt talte om de tanker og følelser, der knyttede sig til det, der var sket. 

Tavsheden var måske et misforstået hensyn fra manges side – noget, der hørte den tid til. Eller en berøringsangst. Jeg håber og tror, at meget er anderledes i dag, end i 1978.

Min mor var en stor del af tiden indlagt på psykiatrisk afdeling, hvorfor min to år ældre søster og jeg som regel var overladt til os selv. I og med vi aldrig har haft nogen nær relation til hinanden, var det eneste, vi havde sammen, en praktisk forholden os til at få en hverdag til at fungere. Til trods for at min søster kun er to år ældre end jeg, indtog hun i min mors fravær positionen som “overhoved”

Om alt dette har nogen indflydelse på min måde at forholde mig til begivenheder/forandringer i livet, kan jeg selvfølgelig ikke vide – men jeg kan have en ide om, at det måske forholder sig sådan.

 

Det, vi ikke taler om – hvad bliver det mon til?

… når forandringer ikke levnes plads i den personlige fortælling.

At min fars sygdom og død  i den grad påvirkede livet og mønstrene i kernefamilien, råber naturligvis mod himmelen. 

Selvfølgelig var der også en lang række begivenheder undervejs, både før og siden. Små eller store bump på vejen, der berørte et eller flere medlemmer af vores kernefamilie. Begivenheder, til hvilke, der helt naturligt knyttede sig nogle følelser. Disse følelser blev der bare aldrig rigtigt sat ord på. Det eneste, der skete, var at begivenhederne næsten umærkeligt fandt deres plads i forforståelsens skabelon.

Sådan skabtes fortællingen om familien. En fortælling, jeg aldrig har følt mig rigtigt hjemme i.

Den fortælling, der bor i min erindring, er derimod helt forskellig fra den, der blev og stadig bliver italesat. 

Jeg var barn i den tid, hvor det var almindeligt, at familier hvert år iklædte sig det stiveste puds og foretog en udflugt til Atelier Stella Nova. Her blev børnene – og somme tider også forældrene – anbragt i krampagtigt naturlige positioner, for at få taget det obligatoriske portræt til samlingen i albummet hjemme i reolen.

Når jeg havde – og har – det temmelig stramt med disse foto-sessioner, skyldes det måske, at det netop er sådan et billede, jeg oplevede skabtes om kernefamilien;  et opstablet portræt, der for alt i denne verden måtte bestå. Indadtil såvel som udadtil. 

At fortællingen kunne føles forloren, var ikke så væsentligt. 

Design uden navn 34

Som barn fik jeg “skyld for” at have en livlig fantasi. Således kunne man selvfølgelig man  forestille sig, at begivenheder, jeg oplevede, måske blot var noget, der levede i mine tanker? 

Men sådan var det nu ikke. Vi levede blot i en fortælling, frembragt af tidens normer, der dikterede, hvorledes en sådan kernefamilie så ud. Himmelen maledes lyseblå. 

Man kan i ovenstående tekst givetvis læse, at jeg bærer på et nag til  mine forældre. Det er ikke tilfældet. Jeg er sikker på at de – og den øvrige familie – gjorde alt hvad de kunne  – og gjorde det i den bedste mening. Præcis som jeg selv har gjort det i min forældrerolle, som jeg utvivlsomt kunne have mestret langt bedre. 

Men om ikke andet, så har den opvækst, jeg har haft, sat mange ting i perspektiv for mig. Jeg er da i hvert fald blevet bevidst om, at det er vigtigt ikke bare at vedkende sig, men også forholde sig til de forandringer, der optræder livet igennem.

At sætte ord på dem og give dem plads i en fortælling.

Jeg ville gerne have efterlevet disse tanker langt før, end jeg har gjort. Blot at være bevidst om noget, skaber jo ingen forandring. Men det er da et skridt på vejen.

 

 

Prøv at spørge dig selv: 

Hvilke livsbegivenheder har medført forandringer for mig?

Hvilken indflydelse har disse forandringer haft på min identitet?

Med hvilke ord beskriver jeg begivenhederne overfor andre?

… overfor mig selv?