Vi lever i en tid, hvor alting accelererer med stadigt større hastighed – alting skal hele tiden være større, hurtigere, bedre..konkurrencen kan være hård, når vi hele tiden skal præstere.

Såvel på jobbet som i fritiden. 

 

Robust, omstillingsparat 

…også i privatlivet…?

Robust og omstillingsparat.

To ord, vi måske primært kender fra arbejdsmarkedet, hvor de optræder igen og igen, såvel i jobannoncer som i  daglig tale.

Til alle tider at være omstillingsparat er vel efterhånden blevet en del af konceptet at være en del af arbejdsmarkedet, hvorfor ordet helt naturligt indgår i sproget.

Derimod har jeg vist aldrig hørt det anvendt i forbindelse med privatlivet. Alligevel vil jeg vove det ene øje og påstå, at det var manges vedkommende har sneget sig ind i den private sfære. Ikke alene har abejde og privatsfære en stigende tendens til at smelte sammen indenfor nogle brancher. Arbejdslivet er en stor del af mange menneskers identitet.

Tænk bare på, hvad et af de mest brugte spørgsmål er, når vi smalltalker;

“Hvad arbejder du med?”

Den danske ordbog “oversætter” ordet omstillingsparat til tilpasningsduelig.

Sproget udvikler sig hele tiden, i takt med tidens strømninger. Mig bekendt havde vi ikke et ord, der dækkede over omstillingsparathed, før det blev lanceret i slutningen af halvfemserne. Vi gik vist ikke rundt og kaldte os tilpasningsduelige.

Ligesom tidens tendenser påvirker vort sprogbrug, og der kommer nye ord, sådan påvirker disse nye ord også tendenserne. Tager vi et nyt ord til os, er dette ord med til at identificere os. 

Design uden navn 30 omstillingsparat

“Klar – parat – start!”

Er det ikke sådan, det er? vi må til enhver tid  være omstillingsparate? Ikke bare på jobbet, men også i privaten?

“Tilpasningsduelig…?”

 

Vi skal altså tilpasse os arbejdspladsen  – og livet, såfremt mit postulat ikke er det rene sludder. Vi skal være duelige, i enhver henseende.

Ordbogen lægger for så vidt ikke nogen tidsfaktor i ordet omstillingsparat.

Der er dog næppe nogen, der er i tvivl om signalværdien – forventningen om  hastighed står jo nærmest bukket i neon over vore syndige hoveder. F. eks vil det næppe give points, hvis man i en ansøgning til et job skriver, at man har behov for god tid til at omstille sig.

Tidens overordnede budskab er, at alt er muligt – vi kan alt!

(Indrømmet – det er sat på spidsen)

At vi har så mange muligheder (Der dog ikke er de samme for alle, skal det tilføjes) er som udgangspunkt en god ting. 

 Hvor vi førhen havde begrænsede muligheder, når vi skulle træffe valg, bugner hylderne nu med alverdens tilbud.

Scroller man gennem feedet på et socialt medie, bare sådan lidt på må og få uden at lede efter noget bestemt, kan man let og ubesværet opdage behov, man ikke anede, man havde.

Egentlig en lidt pudsig udvikling – engang søgte vi efter tilbud, nu søger tilbuddene os…

Der er så meget, der må prøves. Man kan let gå hen og få brug for en god mængde omstillingsparathed, også i fritiden.

Umiddelbart efter ordet omstillingsparathed  står ordet robust og tripper. For hvem kan igen og igen tilpasse sig, uden bare en smule styrke?

Design uden navn 38 omstillingsparat

Egentlig en lidt pudsig udvikling – engang søgte vi efter tilbud, nu søger tilbuddene os…

Jamen,  skal vi så alt? – bare fordi alt er muligt?

Det moderne menneske må være i bestandig bevægelse eller beskæftigelse – hvem sidder eksempelvis ved et middagsselskab og praler af at være stillestående?

Hvor mange togpassagerer sidder og glor ud i luften, i stedet for at have opmærksomheden rettet mod en mobiltelefon?

Blot at være uden at måtte foretage sig et eller andet, er en uddøende disciplin.

Det at stå stille er jo nærmest en falliterklæring, når det handler om at måle livskvalitet.

En så godt som tom kalender og slet ingen to-do lister prales der sjældent med.

Til gengæld tales der gerne og flittigt om stress.

“…Så gik jeg ned med stress!” er en vending, der høres igen og igen. Lige præcis hvornår ordet stress blev almindeligt i mange danskeres sprogbrug, ved jeg ikke – men måske det har fulgtes et stykke ad vejen med ordet omstillingsparat?

Når først skaden er sket – når stressdiagnosen er en realitet – så er det, vi må have fat i værktøjkassen med afspænding og mindfulness. Så er vi nødsaget til at forholde os til, hvor det er gået galt. Meget ofte er det fordi, vi har forsøgt at præstere langt mere, end vi havde kapacitet til.

Tid til at vaere omstillingsparat

Kan du finde på at skrive “tid til bare være” ind i din kalender?

Tænk om det var verden omkring os, der skulle være omstillingsparat?  Hvis udviklingen skulle tage tingene i menneskets tempo og ikke omvendt?

Hvis vi for eksempel spurgte: Hvorledes gør vi dette her, så mennesker kan følge med. Hvis det blev mere acceptabelt at sige: Ved du hvad, det der kan ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke engagere mig i noget nyt, før det, jeg er i færd med, er færdigt.

Eller hvis vi slet og ret valgte, frem for at ville alt?

Meget af det, vi forventes at kunne overkomme, kommer af omverdenens forventninger og krav. Men i virkeligheden kommer det vel også af det tankesæt, den mentalitet, vi har installeret i os selv?

Engang, for en del år tilbage, mente en psykiater, jeg havde kontakt til, at jeg var robust. Det undrede mig meget, for sådan så jeg ikke mig selv.

Efterfølgende er jeg blevet mere enig i udsagnet. For jo, jeg er robust – vel at mærke, hvis jeg gives  – eller tager mig – den tid, jeg har behov for.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys har det altid været sådan.

Efter nogle ord med en hel del omvæltninger i mit personlige liv, har jeg  konkluderet, hvad jeg egentlig altid har vidst, uden at sætte ord på det:

-…At nej, jeg er ikke omstillingsparat – hvis alting nødvendigvis må skal foregå på en gang. Ej heller ønsker jeg at være det. Jeg foretrækker at leve livet langsomt. 

…tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Paulus´ brev til romerne, kap. 12, v.2

Your speed doesn´t matter omstillingsparat