At være menneske er svært,
det ka´ta´ tid at lære.
Dog er det ganske ordinært
– hva´ sku´ man ellers være?
Philosofus/Birgitte Abdel
Velkommen til min blog
Her skriver jeg om stort og småt – hvad som helst, der optager mig som menneske i en hasarderet verden, der ril tider kan være vanskelig at forstå og en udfordring at færdes i.
Indlæg, der omhandler mit skriveri findes på min forfatterblog.
BLOG INTRO
Velkommen til min blog Det er en blog, der udspringer af min passion for det skrevne ord, og ubændige og vedvarende trang til at skrive. Om hvad som helst og alt muligt, jeg støder på i livet og hverdagen – stort som småt. Alt det, der vækker mine tanker og følelser – og det er
SELVREALISERING – FØR OG NU
Selvrealisering – det moderne menneskes opfindelse? Man kan fristes til at tro, at selvrealisering er et moderne fænomen, der udspringer af vor tids tiltagende fokus på det enkelte individ. Vi lever i en tid, hvor vi som aldrig før er optagede af os selv. Ord som selvrealisering, perfomance, personlig udvikling og vækst fyger omkring os som hvirvlende fnug i en heftig snestorm. Det moderne menneske vil så gerne lykkes på alle fronter og opnå den ultimative succes – og den lykke, der menes at følge med. Umiddelbart kunne man få den tanke, at selvrealisering er et moderne fænomen, der
HVAD BRUGER MAN FANTASI TIL?
Hvad skal vi med Fantasi? Er fantasi mon en kompetence? En kompetence er en persons evne til eller færdighed i at udføre handlinger. Dagens Danmark har stort behov for kompetencer, må man forstå – kompetencer, der kan bruges på arbejdsmarkedet – bringe os videre, så vi kan vækste i noget nær en uendelighed. Mon fantasi er en sådan kompetence? Jeg kan fundere over – uden at kende svaret eller vide, hvor jeg skal lede – hvorvidt fantasi er noget, man bevidst søger som kompetence, når nye medarbejdere skal ansættes i en virksomhed. Hvad er fantasi? Fantasi er at forestille
VENNER/ TÆTTE VENNER – HVOR MANGE “MÅ” MAN HAVE?
Tætte venner? Det siges, at vi i gennemsnit har 5-8 tætte venner. I alt kan vores hjerne angiveligt kapere 15 tætte venner. Jeg var da nær gået bagover, da jeg læste denne oplysning (Der bygger på Statens statistik om folkesundhed) For nogen mennesker er disse tal sikkert rigtige, i og med de forekommer i statistikker – for mig er de monstrøse. For jeg falder da fuldstændigt ud gennem bunden af den ramme. Med mindre jeg definerer venner/ tætte venner helt anderledes end de fleste tilsyneladende gør. Dog … heldigvis er statistik sjældent den skinbarlige sandhed. Og desuden –
NEJ TAK! – JEG VIL IKKE VÆRE ROBUST
Nej tak, jeg vil ikke være robust – i hvert fald ikke, hvis det er for at kunne passe ind i den fortælling, der stiller forventninger/krav om, hvordan jeg skal være i stand til at fungere i en hektisk og hurtigkørende verden. Handler det derimod om at have en styrke og en modstandskraft, der sætter mig i stand til at gøre det, jeg har behov for – så er det noget ganske andet. At være eller ikke være … robust Man skal vist have sovet ganske godt de seneste årtier, for ikke at have opsnappet, at det at
HVAD SKAL VI MED ROBUSTHED?
Vor moderne tid fordrer en vis robusthed Kan du leve op til det? Begrebet robusthed vinder mere og mere indpas i vort sprog, og dermed også i vor forståelse af verden. – men er det egentlig så ubetinget godt at være robust? Og må vi nødvendigvis alle være robuste? Er du robust? Det er jeg ikke – det tror jeg da i hvert fald ikke. Ganske vist sagde en psykiater, jeg engang var i kontakt med, at hun mente, det netop var det, jeg var – robust. Umiddelbart var – og er – jeg ikke enig. Iflg. Sproget.dk
ARBEJDE – IDENTITET – SELVVÆRD?
Der er så meget, man kan være – men desto mere, man må lære før man når hen til netop der – hvor man kan finde den, som man er Philosofus/Birgitte Abdel Det første, der spørges om … For nylig stødte jeg på en kvinde, der følte, hun var nødt til at lyve for alle andre end sine allernærmeste. Hun modtog førtidspension, men fortalte i stedet mere perifere venner og bekendte, at hun arbejdede i en mindre virksomhed. For, som hun sagde – hun var bange for at blive betragtet som mindreværdig eller svag, hvis hun fortalte sandheden.
HVAD SKAL VI MED VREDE?
Jeg bliver så vred… …særligt, hvis nogen siger til mig: “Sådan er det…” … uden nærmere forklaring. Hvis ordene sådan er det bruges som en form for argument. Bevares, rigtigt mange ting er måske sådan, uden at de lader sig forklare. Ikke desto mindre er jeg bygget sådan, at jeg alligevel vil forfølge problemet, indtil jeg får en brugbar argumentation for, hvorfor det er sådan. Noget, der også kan gøre mig vældigt vred, er uretfærdighed – og ulighed, ikke mindst. (Et emne, der vil kræve helt sit eget blog-indlæg.) I det hele taget har jeg vist et veludviklet
SELVVÆRD – Giv dit selvværd – eller andres? – 1 like og et boost.
Boost dit selvværd Teksten i dette blogindlæg er nok så langt fra nogen form for seriøs, videnskabelighed, som det kan komme. Det er overvejende et muntert indslag, og ønsker derfor ikke at udgive sig for meget mere end det – Men … dog ikke uden stof til eftertanke – for som bekendt kan det være uhensigtsmæssigt kun at tage spøg for spøg… (Sidstnævnte sætning lånt af Piet Hein, der udtrykker det så rigtigt: Den, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt…) selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd Vil du booste dit selvværd?
Indlæg om lytteri
Hvordan står det til med det der med at lytte, i denne vor hektiske og hasarderede virkelighed? Lytter vi egentlig til hinanden, når det kommer til stykket? Eller har vi for travlt? Enten fordi vi er for optagede af os alt det, vi har fået stoppet ind i en kalender, man kan blive ganske forpustet alene af at kigge på? Eller er vi slet og ret alt for optagede af selv at komme til orde? Mine forudsætninger for at have begået nedenstående blogindlæg er dels mine egne erfaringer udi livet, dels et langt arbejdsliv som psykiatrisk sygeplejerske.
HVAD ER EN GOD LYTTER?
En god lytter skal kunne mere end bare at holde mund Så hvad skal jeg gøre for at blive en god lytter? Du skal naturligvis først og fremme være stille. Dog ikke så stille, at din samtalepartner tror, du er faldet i søvn… Men … at være stille, gør det
LYTTER NOGEN MON TIL DIG?
Sidder du ofte tilbage med en følelse af at have talt for døve ører? Det gør din ven eller veninde, din partner eller dine børn måske også. Eller din kollega. For måske er vi ikke altid så gode til at lytte til hinanden, som vi tror. Hva´ska´ man gøre –
LYTTER VI TIL ANDRE end os selv?
Vi elsker at tale om os selv …ofte så meget, at vi ikke giver os tid og ro til at lytte. En påstand, selvfølgelig … For hvad kan man ellers kalde et udsagn, der på ingen måde er baseret på evidens? Ikke desto mindre vil jeg fremsætte den. For hånden
LYTTER VI?
Engang var alting så enkelt… Engang lyttede vi … Det gør vi stadig. Vi lytter på livet løs. Til alt muligt. Musik, podcast, lydbøger og hvad der ellers kommer ud af de øre-dimser, vi hver især går rundt med, når vi færdes ude i samfundet. Personligt har jeg det rigtigt
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.