BØGER

 

 

Kadaveret på klosterbakken

Et sortklædt legeme findes hængt i foyeren på et nybygget psykiatrisk behandlingssted. Dagen efter er liget forsvundet og alt fremstår pletfrit til åbningen af Hotel Momenta, så ti gæster med lettere psykiske lidelser kan bydes velkommen til behandling.

Men snart trænger en ubestemmelig lugt op fra kælderen og breder sig over hele bygningen.

Lokale beboere ved Klosterbakken fortæller om en kutteklædt skikkelse, der hjemsøger egnen. Denne nøjsomme tiggermunk menes dog ikke at ville nogen noget ondt …

Alligevel begynder rædsel og uhygge at snige sig ind over det ellers så idylliske område, da flere unge kvinder dør på mystisk vis. Dødsfaldene, der ledsages af løgne og intriger, truer med at underminere det nyetablerede prestigeprojekt, Hotel Momenta.

Journalisten Beate Sejer Larsson drages tilfældigt ind i begivenhederne på det suspekte behandlingssted og beslutter sig for at finde frem til hvad der gemmer sig bag den blanke facade.

Kadaveret på Klosterbakken er første bind i en krimiserie om den evigt irriterende og emsige journalist, Beate Sejer Larsson, hvis skæve liv ofte kommer på tværs af såvel familiens som samfundets almindeligt accepterede normer. Efter en omtumlet periode i sit liv, hvor Beate har været helt nede og skrabe bunden, vender hun tilbage sit job som krim-reporter på Dagbladet. I den forbindelse kommer hun i kontakt med en samarbejdspartner, hun har både elsket og hadet gennem hele sit arbejdsliv, den islandske efterforsker, Steinar Knutsson. Steinar ledsages ofte af sin trofaste følgesvend, den franske bulldog, Hildur. Andet bind, Fremmed fjende, er under udarbejdelse.

Køb hos Saxo

Køb hos Arnold Busck

Køb hos Gucca


 

Hvis nogen havde vidst …

Småpiger forsvinder på mystisk vis og mørke skygger kastes over et fredeligt område i en omegnskommune.

Da syvårige Cecilie en eftermiddag ikke kommer hjem fra skole som aftalt med hendes mor, kommer pigernes forsvinden pinagtigt tæt på Elise Andersens ellers så fredelige tilværelse.

Rengøringsassistenten Elise sætter en ære i at værne om sit liv med Manden, hun for 35 siden har lovet at leve med i både med- og modgang, til døden skiller dem ad.

Et hverdagsliv, der er præget af tunge, trivielle rutiner. Men pænt og nydeligt. I hvert fald på overfladen.

Uden at være bevidst om, hvad der driver hende, opsøger Elise Cecilies forhutlede, stofmisbrugende mor, som hun kommer til at føle en særlig omsorg for. Gradvist involveres hun i sagen om den forsvundne pige.

Kort forinden er Elise blevet kontaktet af sin søster, hun har sparsom forbindelse til i hverdagen. Søsteren har et presserende ærinde, der bestemt ikke kommer belejligt. Hendes egentlige budskab sløres til at begynde af akavede historier, men efterhånden konfronteres Elise med en anden virkelighed, end den, hun gennem hele sit ægteskab har valgt at tro på og bekende sig til. En frygtelig familiehemmelighed kommer smerteligt for dagens lys.

Hvis nogen havde vidst er en fortælling om voksnes grusomme handlinger mod børn, om alt det, der kan skjules bag pæne facader og hvad der sker, når skeletterne begynder at rasle og til sidst falder ud af skabene. Om frygtelige ting, der kunne have været undgået … hvis bare nogen havde vidst …

Køb hos Saxo

Køb hos William Dam